103 / 392
96
Ude
simpel, ærlig, vakker, brav, Egenskaber, han mærkede, jeg
satte Pris paa, lod saa falde en Ytring af den dybeste Foragt
for Rudolf Schmidt, talte derefter om at han aldrig kunde
bære Nag, De og jeg, jeg og De, i det Uendelige.
Han udtrykte sig elskværdigt og med Originalitet, glemte
ikke at vise sig opmærksom og forekommende. Da jeg med
mit angrebne Ben ikke godt kunde4taale at staa, løb Gold-
schmidt og hentede mig en Stol, der blev anbragt midtskibs
hvor vi saa sad længe i en forrygende Storm, indtil Bølgerne
gik over Skibet og blandede deres Vand i vor Filosofi.
Goldschmidt talte om Grundtvigs Begravelse, Bjørnsons
Optræden og Tale ved den, om hvor misundelsesværdigt
det var, som han at have en hel Menighed i Danmark, den
grundtvigianske, og at høre saaledes til, uden et Krav i sin
Sjæl, der gik ud over hvad Omgivelserne tænkte og vilde
have sagt. Han selv havde tænkt paa Grundtvig i sin Fortæl
ling om den Mand, der var stor for alle dem, der havde
drukket af Byens Brønd. Han holdt meget af Bjørnson,
oprigtigt; men han mente, at Henrik Ibsen ved sine seneste
Arbejder
Brand
og
Peer Gynt
havde overfløjet ham. Ibsen
kendte han ikke personligt, havde aldrig set ham. Men han
kendte de Unge, der havde sluttet sig til mig.
Holger
Drachmann havde desværre glemt at tegne noget Ægyptisk
til ham i British Museum, som han havde lovet ham til
Brug for Nemesisstudier. Om Vilhelm Møller talte han
med Velvilje. Han betegnede ham skemtende som „den
sande Neger, kun vel tilpas i Sværten“. Kom dernæst ind
paa Forholdet mellem Danmark og Prøjsen og ytrede, ikke
uden Skarpsyn: Det tager sig jo ud, som om de hjemme
gik op i Had og Forbitrelse mod Tyskland. Prøjserne be
høvede kun at give os et godt Ord, række os den lille
Finger, saa faldt de derhjemme dem rørte om Halsen.
Derpaa sagde han flygtigt: Jeg véd, at De har skrevet