97 / 392
90
Hjemme
Hans Græmmelse og Harme fik snarere Luft overfor min
Moder, end overfor mig; det var pinligt for hende at se,
hvorledes han led, og vanskeligt at tale ham til Rette, naar
han var vred. Dog de offentlige Angreb var det mindste af det.
De ufortrødne Bagvaskelser af mit Privatliv, som pinte
mest, virkede paa mit endnu uprøvede Nervesystem. Mit
Legeme var ikke frisk, end mindre stærkt. Jeg følte det
nogle Uger, som om min Kraft var udtømt. De indre
Kilder til Fornyelse vilde ikke til at springe.
Jeg vil kun nævne, at jeg ikke kunde gaa ved Siden af
en Dame paa Gaden, uden at Sladderen formelig rendte
grassat, saa jeg havde den Smerte, at Damer, jeg et Øjeblik
standsede, bad mig, ikke at tiltale Dem. Det hed sig, at den
unge Fru Drachmann (aa, den Stakkel; den Stakkel!) af sin
Mand maatte prygles til at modtage mig, „Ateisten“, og gennem
Byen galopperede det Rygte om vore Sammenkomster, at
Holger Drachmann vakte sin unge Hustru op af Søvne og
tvang hende til at deltage i natlige Orgier, der var hende en
Gru. Til Grund derfor laa, at da et lille Selskab en Aften
befandt sig i fortræffelig Stemning — det formeligt knitrede
af Lystighed og Lune — gik Drachmann, der vidste, hvor
meget den unge Frue vilde nyde denne Munterhed, hjem,
mens det endnu ikke var sent, vakte sin Hustru og tog
hende med tilbage til Selskabet, som hun heller end gerne
vilde deltage i.
17.
Som udespærret fra Dagbladene havde jeg ingen anden
Udvej end at udgive et Flyveskrift, ifald jeg vilde svare
mine Angribere. Adskilligt talte derimod; det var, som
Henrik Ibsen hævdede, at gøre dem for megen Ære; men
jeg mente, som jeg var stillet, ikke at kunne lade alle disse
Paastande uimodsagte og mindedes Goethes Ord: