96 / 392
Hjemme
89
nogen Indrømmelse. Jeg betragtede Troen, den i Danmark
lovpriste, der ansaas for Menneskets ypperste Klenodie, Be
tingelsen for dets Frelse, som en skadelig, nedbrydende,
ulykkebringende Magt, og holdt det for en Fortjeneste at
trænge den tilbage. Hvor mægtig den var, og hvor længe
den endnu vilde triumfere, var jeg ikke uvidende om. Jeg
tænkte mig imidlertid, at Anno 2,500 eller saa, vilde et aande-
ligt frigjort Samfund i Danmark i taknemmelig Ihukommelse
rejse mig en rædselsfuld Statue, hvori ikke et Træk mindede
om mine, men som ikke var mindre velment for det.
16.
Udadtil var jeg som en Banlyst. I den Smule By,
hvortil jeg var henvist, udbredte man nu tilmed snildt det
Rygte, at jeg var aldeles overvældet og nedslaaet af Mod
standen imod mig, og man ynkedes med Skuldertræk over
denne Revolutionære, der ømmede sig og klynkede, blot
fordi han fik Svar paa Tiltale. Da jeg var omhyggeligt ude-
spærret fra Dagspressen, havde man jo let Spil.
De uafbrudte Spotterier og Forhaanelser i det offent
lige Liv gjorde især deres Virkning ad indirekte Vej. Mens
de slet intet Indtryk efterlod paa min Moder, der en Gang
for alle troede paa sin Hr. Søn og som var for udviklet til at
anfægtes af Omverdenens Skraal, tog min Fader, der var af
langt blødere Stof, sig dem umaadeligt til Hjerte.
Han
læste hver eneste Artikel, selv den giftigste, i hvert eneste
Blad; hans Standsfæller blandt Købmændene sørgede for
at vise ham dem, han oversaa; og han fandt desuden Bladene
hver Morgen hos sin Barber. Han kunde ikke skønne eller
skelne, hvor megen Ret eller Uret Angriberne havde; men
han følte Angrebene som Vanære, og sørgede over, at jeg
saaledes havde ødelagt og dagligt ødelagde min Fremtid.