90 / 392
Hjemme
83
erfor det, skrev jeg med altfor ungdommelig Patos i min
Notitsbog: „Denne lumpne Lavhed skal aldrig i mit Liv gaa
mig af Minde.“
Og nu begyndte Felttoget i Aviserne og Literaturen imod
mig. Den Sjakal, jeg altid havde havt i Hælene, og som
nu følte sig dobbelt kry i Haabet om, at med mig var det
ude, lagde for med lange Pressebrøl og samlede flere af sin
Art. Dog Mennesker er Sjakalen jo ikke farlig.
Det grundtvigske Dagblad
Heimdal
bragte straks en
Rækkefølge af fem store Artikler
Den frie Tanke og det
danske Aandsliv i det 19de Hundredaar,
der senere fulgtes
af flere. Det var vanskeligt, i dem at skelne, hvor Ind-
skrænketheden hørte op og hvor Perfidien begyndte.
Mennesker, der er opdragne i Ortodoksi og længe kun
har kendt Fritænkeriet af Omtale, kan som bekendt næsten
blot forklare sig det ud fra Uviljen til at holde de ti Bud
og blandt disse atter det, der altid har trykket dem mest,
det sjette. Analogt var for Katolikerne i sin Tid Luthers
Handlemaade kun forklarlig som et Udslag af Kødets Oprør
mod den Munken paalagte Askese. Saaledes blev nu den
hele Tankegang i det kønsligt saa uskyldige Skrift
Emigrant-
literaturen
gjort til et Udslag af seksuel Lystenhed.
Allerede i 1870 havde Rudolf Schmidt anonymt i
Fædre
landet
begyndt at betone den kønslige Usædelighed i mit
Skrift
Den franske Æ stetik i vore Dage.
Jeg havde paa et
enkelt Punkt sammenlignet Taine med Maleren Gérome, hos
hvem hidtil intet Menneske havde fundet Lystenhed. Men
Hr. Schmidt skrev: „Der stønner en tilbagetrængt Nydelses
interesse i Kompositionen; Sanselighedens Marekat kigger
ud af den historisk-agtbare Indfatning, og Malerierne er Bor
delmalerier.“
Allerede da havde han efter det grundt
vigianske Mønster stillet dansk Friskhed mod Europas For
dærv: „Hr. Brandes møder frem i en Tid, hvor i Modsæt-
6
*