85 / 392
78
Hjemme
niets Komedie,
hvori Mantzius havde indlagt nogle Stumper
af min Afhandling om H. C. Andersen for at vrænge. Jeg
havde da læst den unge Mands Vers uopmærksomt og fundet
dem „ranglede“, om hvilket Ord han nu mindede mig. Han
gjorde lige straks det bedste Indtryk. Han var Naturforsker,
Botaniker, Darwinist og var begyndt at give almenfattelige
Fremstillinger af de Darwinske Grundtanker. Han havde
det smukkeste Smil, Haar og Skæg blødt som Silke, var
iøvrigt sluttet, faamælt, sagde intet, som var hverdags, og
syntes at sidde inde med Værdier, der ikke var let til
gængelige for ham selv, endnu langt mindre for Andre.
11
.
Disse Mænd dannede Gruppens oprindelige Kærne, hvor
til enkelte andre sluttede sig. Det gærede i disse unge, og
de følte sig som Fremtidens Mænd. Vel var de kun en
Haandfuld, men de var overbeviste om, at der sad Hun
dreder spredte i Byen og paa Landet, som kun ventede paa
et Signal for at give deres Tilslutning, og det kom lige straks
paa Tale imellem dem, at man burde stifte en Forening til
Fremme for de ny Ideer. Betænkeligheder blev en Aften
afviste som Udslag af uværdig Frygtsomhed, og da Over
vejelserne trak ud, raabte Edvard Brandes for at gøre Ende
paa Sagen: Saa
er
Foreningen stiftet!
Da Ordet var udtalt, applauderede man. Jeg for min
Part var den eneste, som ikke følte sig tilfreds med Ud
sigten; dels havde jeg som den adskillige Aar ældre noget
større Erfaring, dels indsaa jeg, at da mit Navn var det
eneste Offentligheden bekendte, vilde jeg komme til at bære
hele Ansvaret og efter al Sandsynlighed maatte trække Læsset,
jeg, som stolede mindre paa Mennesker end nogen af de
andre.