79 / 392
72
Hjemme
Aladdins Genialitet kun stemte med Oehlenschlågers og
Lamartines. „Thi Geniet er ikke den geniale Lediggænger,
men den geniale Arbejder, og de medfødte Gaver er kun
Værktøjet, ikke Værket.“
Imidlertid, selv om jeg kom nok saa meget Vand i min
Vin, den var Datiden for stærk. Tidligere Omgangsvenner
trak sig tilbage fra mig; enkelte af dem sagde mig under
Venskabs Maske, bag hvilken en længe skjult Uvilje kraftigt
røbede sig, braaddede Ord eller viste mig irriterende Med
følelse eller gav mig ubudent gode Raad eller forklarede mig
uopfordret de naturlige Grunde til Stormen imod mig, eller
bragte mig en ret ondskabsfuld Artikel af ren Velvilje —
„for at du ikke skal overse den og ikke undlade at imøde-
gaa den, ifald du kan“, eller besøgte mig kærligt samme
Morgen som et formentlig tilintetgørende Angreb paa mig
var offentliggjort i et Blad, der læstes af Alle, og trykkede mig
condolerende i Haanden, mens jeg i Venneblikket opfattede
den daarligt skjulte Spejden efter om Angrebet havde gjort
ondt eller rokket min Sikkerhed, og ud af den falske Betoning
tydeligt hørte Skadefryden gennem den tilsyneladende Op
muntring og Trøst. Jeg skønnede først nu, hvilken slet
Psykolog jeg havde været i Valget af adskillige Venner.
Jeg havde taget lidenskabelig Nyfigenhed for Deltagelse,
Paatrængenhed for sandt Venskab, den uudslukkelige Mis
undelse, der nyder en andens Modgang, for oprigtig Med
følelse. Der var en af Vennerne, som plejede at udtrykke
sin Bekymring for, at Julius Lange skulde blive døv, en
anden af Kresen blind, en tredie haabløst fattig, paa saa be
vægelig Maade, at jeg tidligere havde ladet mig skuffe deraf.
Nu hørte jeg den daarligt skjulte Fryd i hvert Ulykkesbud
skab, han bragte, og forstod, at det hele smaat anlagte Mand
folk var en Byld, revnefærdig af Misundelse.