GeorgBrandesLevned

Hjemme

andre formentlige Venner. Men denne første Oplevelse,

hvorpaa jeg ikke var forberedt, modnede mig.

Mit Digt til Henrik Ibsen fra Rom viser, at jeg ikke

af mine tidligere Kammerater ventede mig nogen virksom

Bistand i en aandelig Brydning som denne. De færreste af

dem var jo tilmed mine Meningsfæller. Alligevel havde jeg

som det gaar, teoretisk været mere forberedt paa Ensom

heden end praktisk, og saa hærdet jeg havde indbildt mig

at være, mange ældre Venners Holdning overraskede mig

pinligt.

En Aften ved en Koncert i Musikforeningen kom jeg

til at passere min gamle Ven og Kampfælle Gabriel Sibbern.

Neppe havde jeg rakt Haanden ud imod ham, før jeg saa

hans Ansigt skifte Udtryk: „Vort Forhold er ikke mere det

samme. Ogsaa jeg har rettet Angreb paa det Bestaaende;

men ikke som De med Lidenskab og saadan.“ For det

nationale Temperament var selve Lidenskaben af det Onde.

Naar mine ældre Venner saaledes lod mig helt i Stikken,

fortjener de visselig ikke nogen Dadel af den Grund. Det

var min Sag, ikke deres, det gjaldt, og selv hvor Sagen

ogsaa var deres, jeg havde ikke raadført mig med dem, før

jeg optraadte, og de havde Lov at misbillige Maaden, hvor

paa jeg var gaaet tilværks, som efter den Tids Opfattelse

var voldsom og hensynsløs, efter min egen og vistnok efter

senere Tiders ikke blot urban, men hensynsfuld. Typen

for mine Angreb var dette paa en Enkelthed i Oehlen-

schlagers

Aladdin.

Først Udbrud af overstrømmende An

erkendelse i Stil med den danske Overlevering, ja over

bydende denne: „Aladdin er Geniet, og med den

guddomme

ligt

begavede Aands hele

sublime

Dristighed detroniserer

Oehlenschlager Faustfiguren“ og „Jeg tilbageholder ethvert

Udtryk for min

næslen uindskrænkede

Beundring for dette

Digt“, saa først den forsigtigt afvejede Bemærkning, at