72 / 392
Hjemme
65
søgning blive forkastet, selv om jeg paatog mig alle disse
Forpligtelser — som jeg iøvrigt slet ikke kunde bestride,
da Adgangen til Forelæsningerne var fri.
5.
Fjorten Dage efter at jeg havde begyndt, var min Stil
ling som offentlig Personlighed helt forandret. Jeg var
blevet Dagens og Byens Hovedperson. Mine Forelæsningers
Held var saa stormende, at der allevegne taltes om det.
Pludselig havde jeg faaet en Art Berømmelse, jeg ikke før
havde kendt.
Medens de finere Blade tav derom, berørte enkelte af
de mindre ansete Sagen, og Grundtvigianernes Organ
Heim-
dal,
der var paa sin Post, begyndte heftigt at angribe mig.
De enkelte uvillige Stemmer tabte sig dog i det bifal
dende Kor.
Selv Mænd, paa hvis Sympati jeg ikke regnede, udtalte
sig anerkendende. En Dag sagde Topsøe til mig: „Jeg
hører, De holder saa udmærkede Forelæsninger paa Univer
sitetet“, og da jeg svarte, som jeg mente det, at de havde
baade Mangler og Fortrin, udbrød han: „Det er jo ikke
derpaa, det kommer an. Men De er den eneste af os, der
begynder noget Nyt. Vi andre er Epigoner.“ Ordene er
ikke gaaede mig af Minde, fordi de udgjorde en besynderlig
Indledning til den mangeaarige Forfølgelse, for hvilken jeg
efter hans Initiativ blev Genstand i det Blad, han snart
overtog,
Dagbladet,
da afgjort det største og mest læste.
I den sidste Halvdel af December sluttede jeg min
første Forelæsningsrække; jeg havde holdt to Foredrag om
Ugen. Man stod den Dag som Sild i en Tønde. Der var
vel fem hundrede Mennesker sammenpressede i et Rum til
Georg Brandes: Levned. II.
^