71 / 392
64
Hjemme
ikke blive forandret. Jeg anser det for en Pligt og for en
Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekender mig,
Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes
endelige Sejr.“
Mit første Foredrag blev temmelig daarligt holdt i et
altfor langsomt Tempo, men gjorde Indtryk og lønnedes med
Bifald, hvad gentog sig ved alle følgende Forelæsninger, jeg
har holdt paa Universitetet i de næste 26 Aar. Jeg søgte
undertiden at faa denne Skik afskaffet og bad Tilhørerne
lade være med deres Haandklap; men det frugtede ikke,
og jeg lod Folk klappe; thi naar Bifaldet ikke kommer som
Udslag af en Vane, giver det Taleren den Beroligelse, at
han har interesseret.
Før det andet Foredrag stod Folk i Klynger ned ad
Universitetets Fritrappe og ude paa Frueplads for at oppebie
det Tidspunkt, da Porten blev aabnet. Salen blev stormet
og var saa overfyldt, som det mindre Auditorium havde
været den første Gang. En Mængde Mennesker maatte gaa
bort uden at kunne komme ind. Og dette gentog sig fra
da af hver Gang til Forelæsningernes Ophør. Et enkelt
Blad, det nyligt grundede
Dagens Nyheder,
der iøvrigt ikke
nød synderlig Anseelse, krævede med uforstandig Heftighed
Universitetets Festsal for mig — meget imod mit Ønske.
Tilsidst tvang Tilhørernes Ophidselse mig til at indgive en
beskeden Forespørgsel til Rektor, om Universitetets Festsal
kunde blive mig indrømmet, da der faktisk ikke var Plads
til mine Tilhørere i noget Lokale. Rektor svarte mig høfligt
med at fraraade mig Ansøgning om den; Salen kunde ikke
oplyses, altsaa ikke bruges om Aftenen; jeg maatte dels
selv leje alle de Stole, som udkrævedes, og for hver Gang
lade dem flytte ind og atter køre bort, dels maatte jeg lade
foretage Rengøring efter hvert Foredrag; endelig lagde han
ikke Skjul paa, at efter hans Overbevisning vilde min An