65 / 392
H J E MM E
1
.
I
Højsommeren 1871 var jeg atter i Danmark. Mine For
ældre boede i en Bondegaard ved Hellerup, hvor jeg
ogsaa fik Plads. Min Moder, der var blevet heftigt syg
næsten samme Dag som jeg i Rom, havde et otte Maaneders
Sygeleje bag sig, kunde endnu ikke gaa og kom sig lang
somt.
Jeg traf gamle Venner igen, enkelte, med hvem jeg
kunde tale om Italien og blive forstaaet som den da over
strømmende livfulde Pietro Krohn, der endnu var Maler
med Liv og Sjæl, og min Beskytter Brøchner, der straks
krævede af mig, at jeg nu skulde vise, hvad jeg duede til,
og navnlig begynde at holde Forelæsninger paa Univer
sitetet.
Det Kjøbenhavn, hvortil jeg vendte tilbage, var ikke
lidet forskelligt fra det, jeg havde forladt. I hint herskede
endnu uanfægtet, hvad man dengang betegnede som Frisind
og antog for Frisind. Havde man end brugt Nedslaaetheden
efter vor ulykkelige Krig til en Forfatningsændring i de vel
havende Klassers Interesse, saa var selve disse dog udadtil
officielt Lighedens og en vidtgaaende Friheds Talsmænd.
Naar man havde anerkendt Kejserdømmet i Frankrig, var