60 / 392
Italien
53
Byen gjorde med sin laante Hellenisme et eget løjet
og løjerligt Indtryk. Det tog sig ud, som havde en mager
Germaner anbragt et Par forlorne Marmorlægge, tagne
fra en eller anden gammel Halvgud, paa sine lærde og
tynde Ben.
Kong Ludvig var jo bl. A. en Beskytter af Thorvaldsen.
Det stødte mig, at udenpaa Skulptursamlingen stod Thor-
valdsens Statue mellem de tyske Kunstneres, at han lige
ledes paa Pinakoteket var malt mellem Kongens andre Un-
dersaatter. Disse Kunstnere slog i et Maleri en Helved
hund med tre Allongeparykker paa de tre Hoveder ihjel.
De anede ikke, hvor parykket hele deres Bestræbelse i Frem
tiden vilde forekomme. Hvor oprindelige var ikke de virke
lige Parykker (Molière og Watteau, Holberg og Voltaire) i
Sammenligning med alle disse parykfri Tyskere. Men
det kunde jo ikke negtes, at Thorvaldsen her var sat
ind i den Gruppe af Kunstnere, hvor han — desværre —
hørte hen.
Jeg gensaa Ægineterne og følte nu for første Gang, hvor
forkastelige disse Istandsættelser af Antiken var, Thorvald-
sens som andres. Man burde lade Antiken staa som den
stod, selv i Stumper. Her var nu endda Brudfladerne bievne
huggede bort eller huggede til, saa en Gendigtning af Hel
heden, som den saa ud, var yderligt vanskeliggjort. For
kastelig var denne forældede Bestræbelse for at det Levnede
skulde se ud som mere end det var, det Halve som helt,
og for at Alt skulde være net, glat, pudset som i en gammel
Jomfrus Dagligstue.
Med levende Opmærksomhed og yderst ringe Fornøjelse
gennemgik jeg paany Cornelius’s Fresker. Det Tragiske var
opfattet grelt og teatralsk. Priamus lignede Heltene i de
tyske Tragedier, som man saa i Hamborg; han havde alenlangt