48
Italien
tilbage, endelig ogsaa Minespil, som røbede, at man endnu
var ved den allerførste Station af Cicisbeatet, saa man kun
smilede og saa ned, istedenfor at se hinanden ind i Øjet.
Af og til iagttog jeg dog ogsaa en ung Kvinde, der med en
mærkværdig og aarvaagen Udholdenhed undgik en Mands
Blik.
Hvad var det, som gjorde disse Kvinder saa smukke?
Først Race og Klima naturligvis, saa den medfødte Sans for
Ynde i Væsen og Adfærd, saa den fuldstændige Lediggang
og Tankeløshed. De var endnu de samme uforstyrret rolige
og dejlige Dyr som paa Tizians og Veroneses Tid.
Paa Pladsen fodredes, dengang som nu, af de Fremmede
en Skare af Duer. Men disse var ogsaa noget nær Vene
digs eneste Dyr; forsaavidt kunde den kaldes den menneske
ligste By. Der fandtes nogle Hunde, et Par levende Heste
foruden dem af Bronce paa Kirken, ellers ingen Dyr. Det
var maaske derfor, at de venezianske Malere med saa stor
Forkærlighed anbragte enkelte fine og sjældne Dyr, som Mynder
eller Aber, i deres Billeder. Det var jo ogsaa en Venezianer,
Bassano, der ret begyndte at indføre Dyrene i den italienske
Kunst.
Jeg lod mit Blik dvæle endnu engang ved Biblioteket,
hvis fuldendte Bygningskunst mindede mig en Smule om
Palazzo Farnese i Rom. To Etager af de skønneste Rund
buer, hvilende paa prægtige Søjler, der hver for sig ind-
fattedes af Buernes nedre Dele, som i det underste Stok
værk af Farnese. Indtrykket var: ædel Styrke, rolig Fasthed,
Pragt uden Yppighed, let, stolt Dejlighed uden Strenghed
som uden overdaadig Udsmykning.
Overfor tog det underfulde Dogepalads sig ud som et
arkitektonisk Paradoks; thi det lagde det Massive paa det
Gennembrudte; men dets aabne Søjlegang var saa mægtig,
at den, som Atlas bærer Jorden, bar Stokværket med de