51 / 392
44
Italien
ukendt, finere, mere styrkende Luft; jeg holdt mig uvilkaar-
ligt rankere end ellers.
Naar jeg følte mig saa vel i Venedig, beroede det
bl. A. paa, at den jævne Befolkning aldrig var grov, næsten
altid fornøjet, og saa høflig, at den for en ringe Drikke
skilling, som man i Syd-Italien vilde kimse af, gjorde En
Tjenester og viste En Velvilje.
Den forsøgte aldrig at
bedrage.
En Aften, da jeg sad nede paa Riva dei Schiavoni med
Havet for mig, en stor Have bag mig, kom en Række unge
Mænd, Marinesergeanter i Uniform, forbi. En af dem foer
ud af Geleddet og hen imod mig. Jeg rejste mig, han faldt
mig om Halsen og kyssede mig ømt. Det var Alfonso
Vigoriti. Jeg blev paany overrasket af hans Væsens Gratie.
Fin af Ansigtstræk havde han et stærkt og smidigt Legeme,
smalt om Livet som en ung Piges, og talte trods sin neapoli
tanske Afstamning, det reneste, mest fuldttonende og musi
kalske Italiensk, man kunde høre.
Han sagde til mig: De skal ikke undre Dem over den
store Hengivenhed, jeg har for Dem, endnu mindre fatte Mis
tanke til den. Jeg er en Smule Fysiognomiker; jeg har
været Maler i fire Aar, og syntes straks saa godt om Deres
Ansigt, at jeg besluttede at gøre Deres Bekendtskab. Der
for lagde jeg mig, da De i Jernbanevognen havde støttet
Deres Fod mod Sædet overfor. Jeg tænkte, De da vilde
tage Foden ned; saa vilde jeg sige, det behøvede De ikke, og
saaledes indlede en Samtale. De tog Foden til Dem, og
da jeg sagde, De maatte endelig lade den ligge, hørte jeg,
De kunde tale Italiensk og aldeles fortræffeligt [overdreven
Artighed]; saaledes fik jeg vort Bekendtskab i Stand. Nu
vilde jeg ønske, jeg havde en lille Foræring at give Dem;
saa vilde De ikke glemme mig; men nu glemmer De
mig dog.