46 / 392
italien
39
lærde Malerkunst. Medens i Italiens andre Byer den ene
Maler kendte lidet til andre, medens Leonardo brød frem fra
Milano, Michelangelo fra Florents, Correggio som et Lyn
slog ud fra Parma og Tizian søgte al sin Næring i Venedig,
havde Brødrene Carracci kendt al Italiens Kunst og vil-
kaarligt valgt sig en Stil, efter at have mikset og blandet
Raffael med Guido, Giulio Romano med Correggio. Derfor
var deres Kunst saa kold, talte kun til Hovedet.
Jeg havde haabet, i Bologna, at faa det Spørgsmaal be
svaret, om den unge melankolske Mand i Louvres
Salon
carré
var af Francia eller ikke; thi man havde sagt mig, at
kun her kunde man lære Bolognas eneste originale Maler
at kende. Men han var her den samme gode og fromme,
gammeldags, stive og tørre Kunstner som andensteds. Jeg
kunde aldrig tro ham i Stand til Fremstilling af det dæ
moniske Tungsind, som drager Beskueren til Portrætet i
Louvre.
Bologna er forblevet i min Erindring, som det første
Indtryk gav mig den: en tung, provinsiel Storhed, ærværdig
ved Ælde, frastødende ved Enstonighed; rig paa historisk In
teresse, fattig paa frisk Skønhed, manglende Havets, Floder
nes og den høje Beliggenheds frie Synskres — gammel
Lærdoms og en lærd, uoprindelig Kunstskoles Sæde.
14.
Fra Bologna til Padua havde jeg paa tredje Klasse
elskværdigt Rejseselskab, to unge Marinesergeanter, høflige,
forstandige, underholdende. De var frivillige, af ret god
Familie, den ene fra Neapel, den anden fra Venedig. Den
neapolitanske, der var lille, fin og hjertevindende, hed Al
fonso Vigoriti; Venezianeren, der var stærktbygget som en
ung Herkules, hed Guiseppe Peccei. De paastod at vide