41 / 392
34
Italien
nederst smykkede med berømte Fresker af Orcagna og
andre. Mest greb mig dog her enkelte moderne Indskrifter,
f. Eks. den under Lænkerne fra Pisas Porte, som Ge-
nueserne i Middelalderen havde erobret og nu „efter
Italiens Genopstandelse ædelmodigt havde givet tilbage“,
eller en stolt og begejstret Indskrift under Mindesmærket
over Cavour. Jeg følte det her, at dette Land i Øjeblikket
var det eneste i Europa, hvor man indaandede et Pust af
genvunden Folkefriheds stærkt bevægede Aand. Den slog
En allevegne imøde, selv fra Rigets gamle Kirkegaarde.
Dette Land, der havde været som dødt, i Aarhundreder
kuet af fremmede Fyrster og indfødte Præster, var blevet
ét, blevet frit, og dets Folk stod i Begreb med at genvinde
sin høje Rang blandt Europas Nationer.
Paa Teatret gaves Forestillinger under aaben Himmel
for et livfuldt Parterre, unge pisanske Studenter, unge Piger
af Folket, Sømænd i Trøjer, der var sammensyede af brogede
Stykker Silke fra Kina, med deres Kærester, store Almues
piger i sorte Silkekjoler med Guldkæder, uden Halskrave.
I Logerne de fine Damer, hvis unge Frøkener lignede Ga
zeller. Man spilte fortræffeligt Alexandre Dumas’
Lorenzino a f
Medici,
samme Æmne som Mussets
Lorenzaccio,
men der
efter en dum og ussel Farce af en pisansk Student, der
efter hver anden Scene fremkaldtes, saa man fik ringe
Tanker om den stedlige Ungdoms Aandsdannelse.
Men de italienske Sommerteatres Publikum var alle
Steder lige barnligt. Jeg saa de to følgende Aftener i Flo-
rents paa
Arena Goldoni
og paa
Arena Nazionale
svage
og kedsomme Skuespil, hvis Publikum holdt ud under aaben
Himmel til Kl. 12V2 Nat. Vejret var rigtignok ganske lunt,
saa Damerne var klædte i florstynde Kjoler.