45 / 392
38
Italien
som den var af syv forskellige Kirker, liggende i forskelligt
Plan.
Paa en Plads, ikke langt fra Byens Midtpunkt stod de
to skæve Taarne, det ene svimlende højt, det andet tidligt
afbrudt, fordi det hældede altfor stærkt, to blotte Særheder,
opførte af gemene Mursten, der ikke kunde nævnes sammen
med det ædle Kunstværk i Pisa.
Befolkningens Type mindede om Roms; denne Provins
kaldtes jo ogsaa Romagna, forhen Emilia, og var pavelig
Ejendom. I Kvindernes Dragt var der en Tilnærmelse til
Milano; dog bar de sjældnere det gennemsigtige Slør end et
lille sort Sjal om Hovedet, der fæstedes med Kammen til
Nakkeknuden; Hatte saas lykkeligvis ikke. Disse Kvinder
smuttede ikke som Firben lig Milaneserinderne, dansede
ikke ned ad Gaden som Firenzes Damer, svævede ikke
som Neapolitanerinderne, men gik som Romerinderne, svang
Benet ud fra Hoften og satte Foden fast i Jorden. De
syntes besjælede af en solid, alvorlig ment Sanselighed og
koketterede dygtigt.
Universitetet fængslede, baade den nuværende Bygning
og den gamle, det verdenshistoriske Universitet.
Hvor
mange unge Danske havde ikke studeret her lige fra Valde-
marernes Tid og Middelalderen igennem!
I Bolognas Akademi saa jeg til min Harme Thorvald
sens Basrelief
Priamus, der udbeder sig Hektors Lig
ud
stillet som Medlemsarbejde med Underskrift Giungi Andreas
Vennuchi 1829 — et frækt Tyveri. Saaledes tabte det Danske
sig mellem det Fremmede her som allevegne.
Over Byen lagde sig fra Universitetet et vist Skær af
Kundskab og Lærdom. Man kaldte den „den lærde“, og
den havde til Valgsprog
Bononia docei.
Man mindedes dette Motto, naar man gik Bolognas
Museum og Kirker igennem. Thi dens Malerkunst var den