GeorgBrandesLevned

Italien

15.

Mit første overvældende Indtryk af Venedig var det, at

Intet, jeg i mit Liv havde set af bebygget Jord, kunde

maale sig med selve Byen i Interesse og Skønhed. Hver

Aften sejlede jeg ud fra min Gadedør ind i Eventyrets for

tryllede Land. Ved Arkitekturen paa Piazettaen og Marcus-

pladsen mindedes jeg Schellings Ord om Bygningskunsten

som frossen Musik.

I Rom havde jeg stræbt ved Hjælp af Indbildningskraft

at genopføre et mægtigt Hele ud fra Stumper og Stykker.

Her levede man i en Skønhed og Pragt, som ikke var rin

gere end det antike Roms. Kun Befolkningen, som var

moderne, stemte ikke ret overens med Byen, som var Re

næssance. Saa skønne disse Blondiner end var, med deres

gennemsigtige Flor over de hvide Skuldre, det var dog ikke

disse Dragter, der passede til disse Huse, Pladser og Gon

doler. Men da jeg første Gang var sejlet over til Aka

demiet og saa Salene ligge aabne for mig, en efter den

anden, bedækkede fra øverst til nederst med Bellinier, Car-

paccier, Tizianer, Veroneser, Tintoretto’er, gøs jeg formelig

af Fryd over saaledes at se Fortidens Venedig ligge udbredt for

mine Øjne: Alt dette eksisterer, findes her, er mit! og jeg

følte en Begærlighed som en Forhungret, der føres til et

Bord med udsøgte, duftende Retter og ønsker sig en Haj

fisks Gab.

Venedigs dybeste Ejendommelighed syntes mig den, at

den ikke, som andre Byer, indeholdt Slotte eller Bygninger

med Kunstværker, men selv var et Kunstværk. Intetsteds

havde jeg modtaget et saadant Indtryk af ensartet Kultur.

Akademiet var ikke noget Museum; det rummede kun Male

rier, der var opstaaede i Byen selv. I Dogepaladset fandtes

ingen Scener af Roms Historie, som ellers allevegne, kun i