52 / 392
Italien
45
Jeg spurgte ham, hvad han agtede at gøre, naar om
et Aar hans Tjenestetid var til Ende.
Ak, kære Signor Giorgio, De spørger mig der ikke om
mindre end om min hele Historie. De ser, hvorledes det
er her i Venedig, og hvad de forstaar ved Kærlighed her.
For et Glas 01 har De den smukkeste Pige. Mon ikke
Poesien taber sig i Verden? Troer De, at vore Efterkom
mere vil forbinde noget Poetisk med det Ord, Kærlighed?
Men jeg har elsket anderledes.
Jeg var fattig; vi var saa mange Børn hjemme. Jeg
begyndte at male, og saa forelskede jeg mig. Det var en
daarlig Familie, en fæl Moder, den ene Søster ogsaa tem
melig slem, hun artede efter Moderen; men den anden —
De kan ikke tænke Dem en yndigere Pige og en som ved
sit Udseende og sine Bestræbelser var mere fornem. Vi
elskede hinanden, og saa blev hun syg. Jeg solgte mit Bo
have, mine Billeder, alt muligt for at holde Læge til hende
og underholde hende under hendes Sygdom.
Hun blev
daarligere. Jeg malte fra Uge til Uge Smaabilleder, jeg øje
blikkeligt solgte til en Kunsthandler. Saa døde hun. Aldrig
har jeg følt et saadant Mishag ved Livet (Taarerne stod
ham i Øjnene). Jeg besluttede at rejse bort og aldrig komme
tilbage. Jeg var nitten Aar, gjorde mig da til Marinesoldat
og har nu i tre Aar set hele Italien, været i alle Byer her
og paa Sicilien. Jeg har en god Furér og en Kaptajn, der
er fortræffelig imod mig, desuden de bedste Kammerater;
men aldrig har jeg glemt hende; jeg kan aldrig lade være
at tænke paa den døde Pige.
Nu véd jeg jo godt, at de Døde vender ikke tilbage;
men undertiden er jeg saa gal, at jeg tænker, hun maa
komme igen. Jeg troer ikke paa Præsterne; men jeg beder
ofte. Dog, hvad hjælper det, nytter til Ingenting. Vi lever
ganske strengt og har liden Frihed. Naturligvis har jeg nu