48 / 392
Italien
41
de stammede fra Ribe eller Randers. Men nogen Forening
Dania
gaves der øjensynligt ikke.
I en Udkant af Byen laa den bevoksede Plads
Prato
della Valle,
befolket med mer end hundrede Statuer af
Universitetets berømteste Elever, deriblandt Petrarca, Ariosto,
Tasso, Galilei, Savonarola, og Fremmede som Jan Sobiesky
og Stephan Bathori. Jeg undrede mig over ikke at finde
en Statue af Livius, der dog vel maa være Byens berøm
teste Mand, og hvis
paiavinitas
(Padua-Købstadagtighed)
hans Fødeby ikke ret vel kunde bebrejde ham; men rimeligvis
vidste man ikke, hvordan han saa ud.
En Plads i Ens Erindring, naar man forlod Byen, op
tog den monumentale Kafé Pedrocchi, der gjaldt for den
største eksisterende, et Slags Slot med Søjlegange og hvi
lende Løver paa hver Side af Facaden. Jeg saa den uvil-
kaarligt i Lys af Giusti’s muntre og dejligt rimede Digt om
Studenterlivet i Padua. Den laa overfor Universitetet og
Studenterne søgte til den, væbnede med blaa Briller mod
det stærke Sollys.
I den rige botaniske Have, Europas ældste, vidtløftigt
beskrevet af Goethe, følte jeg ikke stort. — Paduas Gader,
havde, hvor de gennemskares af Floden, noget malerisk ved
sig, og Byen havde i San Antonio og Palazzo della Ragione
originale Mindesmærker af Rang. Ellers virkede den paa
mig som en Mellemting, lidt Bologna, lidt Venedig, hvilken
sidste den nutildags har næsten ved sine Porte. Selvstændig
Kunst havde den ikke udviklet, dens Maler
II Padoarto
var
en Overgangsskikkelse, malede iøvrigt som Veronas Maler
II
Veronese
i det Væsenlige veneziansk. I hans
Brylluppet i
Carta
var Anordningen helt Veroneses, men Bruden, som
var Hovedperson, havde en Sødme i Udtrykket, der min
dede om en Kunst, der ikke var veneziansk, Luini’s.