KøbenhavnPaaHolbergsTid

Kvindernes Klædedragt.

119

min Adriene?« hvortil Pernille svarer: »Min allerkjæreste, I er aldrig

smukkere, end naar I ikke er snøret, jeg ligner en snøret Jomfru

ved en smuk Have, men en usnøret ved en angenem Skov eller Lund.

Der er en kunstig, men her er en naturlig Skjønhed.« I »Uden

Hoved og Hale« (2, 5) siger Henrik, naar han ser det lange sorte

Klæde med Horn, som er brugt til Pandens Forklædning: »Dersom

min Herres Broder Boland eller hans Tjener Haagen, som tror alting,

havde kommet over dette, havde de hildet dem ind, at det var Fan

dens Moders Adriene.« I »Henrik og Pernille« (1, 6), ifører Pernille

sig sin Jomfrus Adriane. Adriene eller Adriane var altsaa en lang

Klædning, der brugtes af fornemme Folk, i »Abracadabra« (1, 4)

nævnes en, der kostede 70 Bdl. Den havde Navn efter et fransk

Skuespil »l’Andrienne«, hvis Titelrolle spilledes 1703 af en Skuespiller

inde Dancourt, der var iført en saadan Dragt; det var en lang Kjole

aaben foran og affaldende til Siderne18). Den var endnu ikke nogen

almindelig Dragt, da den danske Skueplads aabnedes, og passede ikke

for simple Folk; derfor siger Arv i »Jean de France« (4, 3), da han

ser Marthe: »Hør Marthe, hvor Fanden har du faaet den Adriane

fra, det er jo endnu for tidligt, Hundedagene er jo end ikke begyndt«;

han tror altsaa, at hun er gal. Og i »Barselstuen« (2, 2) siger den

ene Dame, da hun ser Anne Kandestøbers: »Mener I, at den So har

ikke ogsaa faaet Adriene paa sig«! I »Den politiske Kandestøber«

(1, 2) fortæller endelig Henrik, at Herman von Bremenfeldt med Djæve

lens Magt forleden Uge vilde, at Mutter skulde gaa med Adriane,

»skjønt han kom ingen Yej dermed, thi Mutter er en gudfrygtig

gammel Kone, som heller lod sit Liv, end lagde sin Flasketrøje af«.

I Løbet af nogle faa Aar kom Adrienen dog i Mode i alle Stænder.

Til fin Damepynt hørte ogsaa Adraskanter, der nævnes i »Barsel

stuen« (2, 3), lange under Albuen nedhængende Manschetter19), sam

men med Smække. I »Den Vægelsindede« (2, 3) omtales Kniplings-

skjørt som noget meget fint. Fejende Damer gik med Axelskjærf

(Jakob von Thybo 4, 8). I »Abracadabra« (1, 4) nævnes ligeledes en

rød Fløjels Kaabe.

Da Apicius i »Den Vægelsindede« (2, 3) spørger Helene, om

hun har Snørliv paa, svarer hun: »nej, vi gjør os ikke saa gemen at

gaa med Snørliv, det er altsammen gammeldags«. Den snørte Figur

hørte altsaa til de ældre Folks Dragt og ovenpaa denne sad Flaske

trøjen, et stram t Liv med Skjøder. I den ældste Udgave af »Den