361 / 413
3 5 2
Fattig Adel.
Tjener i pjaltet Liberi, der mener, at hun viser det borgerlige Hus
en Ære ved at besøge det, skjønt hun kun kommer for at nyde et
Maaltid eller laane Penge. Det første, hun siger, er: »Her lugter
forbandet borgerlig, lad dem røge noget herinde«, og tænker i sin
Hovmod ikke paa, hvilken Fornærmelse hun tilføjer den, i hvis Hus
hun er. I »Det lykkelige Skibbrud« kommer enF ru e med en pjaltet
Page, som holder Svandsen, og klager over, at Philemon har skrevet
et Vers Fattigdom og Hofart. Hun er af altfor høj Extraktion til
at hedde Madame, men hedder velbaarne Frue. Hovedskildringen af
denne sørgelige Existens er dog i »Don Ranudo«, hvor man ikke har
det tørre Brød og kun holder Modet oppe ved Tanken om Forfæ
drene. Donna Qlympia ringeagter den nyere Adel (3, 7):
»Jeg er ikke meget storagtig, derfor kan jeg ikke lide dem,
som vil være noget, men er dog intet. Bønder give sig ud for
Bønder, og den Ære, som man gjør dem, tage de op som en Naade.
Men der er visse Folk, som Monsieur og Madame (I ved det vel
selv), hvilke gjøre sig saadan fornem Air, men Borgeren stikker dog
ud iblandt, i hvor meget de søge at skjule den. Jeg kan ærgre mig
fast ihjel, naar jeg ser Madame (nok sagt) udi sin Portechaise, hæl
dende sit Hoved paa den venstre Axel med en melankolisk Mine,
ligesom hun var misfornøjet over det, at hendes Mand ikke haver
bragt det endnu højere; da dog, naar hun vil eftertænke, at hendes
Fru Moder solgte Figener offentlig paa Torvet udi Sevillien, burde
hun blive ganske høvedsviralet og holde sig fast med begge Hænder
udi Portechaisen, men hun taler min Tro, ikke gjerne om hendes
tdrandmama. ikke hellef taler Monsieur gjerne om sine Forældre.
Jeg er faerdig at sprækllb,■ min hjærte Don Ranudo, naar jeg tænker
paa de Folk«,.
/