18 / 256
— Udgivelsen af et Musikværk —
7
tedes af den dalevende Slægt og endnu lang Tid efter som .det
ypperste og ædleste af kirkelig Tonekunst.
Hvad derimod Ope
raerne angaar vare Meningerne mere delte. Som rimeligt er laa
W eyses Operaer navnlig dem nærmest, som følte særlig dansk for
Musiken. Men lød det end højt med Beundringsraabene fra denne
Side saa kom fra den anden Kosmopolitismen med sine kritiske
Briller, der ingenlunde altid var Weyse huld. Det mangler ikke
paa Exempler herpaa i Dagspressen. Netop i disse Aar behandles
Spørgsmaalet W eyse som Operakomponist temmelig hyppigt, fra
Kritikens Side i „Den Frisindede“ og „Iris“, fra Beundringens i
„Kjøbenhavnsposten“ og Heibergs „Flyvende P o st“. Oppositionen
vover sig dog ikke meget ud over løse æsthetiske Talemaader,
blandt hvilke „Manglen paa dramatisk Virkning“ er det hyppigst
forekommende Argument mod W eyses Theatermusik.
Det skulde herefter synes, som om det, der laa nærmest for
Haanden for Musikforeningen, maatte være et Stykke Kirkemusik
af Weyse.
Paa den anden Side var det imidlertid netop et dra
matisk Arbejde af ham , „Festen paa Kenihvorth“ , som havde
givet Stødet til Foreningens Dannelse; desuden er det heller ikke
urimeligt, at just den om W eyse vakte Diskussion kan have bidraget
sit til, at de ledende Mænd i den ny Forening ved at vælge et dra
matisk Arbejde af ham greb Lejligheden til at bekjende Kulør fol
deres Vedkommende. I Administrationen synes der i alt Fald kun
at være tænkt paa et saadant. Valget kunde ikke være vanskeligt.
En Del af det mest populære blandt Operaerne var allerede ud
kommet. Tilbage stod „Faruk“, Musiken til „Macbeth“ og „ F lo r i-
b e l l a “ (komp.
1824
). Blandt disse stod den sidste i første Række.
„Faruk“ havde ikke gjort stort Indtryk, og Musiken til „Macbeth“
egnede sig paa Grund af sit ringe Omfang mindre til at debutere
med. Hertil kom, at „Floribella“, uagtet den regnedes for Weyses
bedste Opera baade efter Musikens fine Karaktertegning og dens
sydlandske Kolorit, paa Theatret havde faaet en temmelig ublid
Skæbne og rent var traadt i Skygge for Ivuhlaus „Lulu“. Her var
altsaa Tale om en literær Æresoprejsning for Danmarks forgudede
Tonemester.
Til at komme paa Valg sammen med denne Opera udsaa man
D u p u y s „ U n g d om o g G a ls k a b “ , ganske naturligt efter den
dominerende Stilling, den bestandig indtog paa Theatrets Repertoire.
Endelig var det kun et skyldigt Hensyn til I v u h la u s Minde (død
1832
), der gjorde, at man ved samme Lejlighed tænkte paa „H u g o