17 / 256
G
- 1836 —
sygdomme og paa den anden Side gav den Mod til at give sig
i Kast med større Opgaver og inden kort Tid udvide sin snævert
begrænsede Virksomhed.
Den nyvalgte Bestyrelse satte sig strax i Bevægelse. Foreløbig
gjaldt det nærmest den indre Organisation, Lovene o. a. Et snurrigt
Tilfælde bragte paa dette Punkt en af Tidens aandelige Storheder
i Forbindelse med Foreningen.
Efter, at det første Udkast til
Lovene var vedtaget af Generalforsamlingen tilfaldt det C o
11
in og
L o r c k at udarbejde den egentlige Redaktion.
I Bestræbelsen for
at give disse det muligst stringente Udtryk stolede de ikke paa
deres egne Kræfter, men henvendte sig til en Omgangsven af dem,
paa hvis dialektiske Skarpsind de havde al Grund til at forlade
sig — S ø r e n K ie r k e g a a r d .
Mindre kunde ikke gjøre det. De
samledes en Aftenstund med „Enten — Ellers“ Forfatter oppe hos
Lorck og forelagde ham ved et Glas Punch det skitserede Udkast.
Søren Kierkegaard tog Sagen tilsyneladende højst alvorligt og gav
sig til at drøfte Enkelthederne.
Men snart havde hans Dialektiks
søndrende Evne taget Magten fra de to Lovgivere, der næppe havde
tænkt sig de Følgeslutninger af deres reglementariske Bestemmelser,
som den tilkaldte Filosof fik ud af dem.
Temmelig tummelumske
i Hovedet forlode de deres Raaclgiver.
Allerede den
20
. Marts, altsaa kun fire Dage efter Generalfor
samlingen, var Lovudkastet imidlertid færdigt og blev sendt til
Repræsentanterne. Det tydede godt for Samarbejdet, at disse kun
havde Smaating at bemærke ved Udkastet, og i Begyndelsen af
den følgende Maaned, den
4
. April, tik saa Lovene i deres endelige
Skikkelse Sanktion af Administrationen paa Selskabets Vegne. Op
rindelig synes altsaa disse paa det af den konstituerende Forsamling
vedtagne Grundlag at være udstedte som en Slags Forordning af
den regerende Magt, ganske i Overensstemmelse med Tidens poli
tiske System.
Den næste Sag gjaldt selvfølgelig Foreningens Hovedopgave,
Udgivelsen af et dansk Musikværk.
Hvorhen man skulde søge for
at fmde d et, derom kunde der ikke herske megen Tvivl. Der var
først og fremmest W e y s e .
Vanskeligheden i at træffe det rigtige
Valg her var nærmest en
embarras de richesse.
Der var baacle
nok af Kirkemusik og af Theatermusik.
Uanfægtet af alle, be
undret som den store Tonekunstner stod Weyse for sin Samtid
nærmest som Kirkekomponist. Hans Paaske- og Pinsekantater, der
ved de forskjellige Kirkehøjtider bleve opførte i Slotskirken, betrag