199 / 256
186
— 1836
csd
1886 —
komme flere af hans dramatiske Arbejder, som nu tildels eller
helt ere forsvundne fra Scenen, til at spille en Rolle i Koncert
salen, atter et Udtryk for Tidens skiftende Fysiognomi og et nyt
Exempel paa den gamle Erfaringssætning, at det musikalske staar,
hvor det dramatiske falder. løvrigt indtage Symfonierne Hæders
pladsen, eller rettere sagt kun det snævrere Udvalg af Massen, som
repræsenteres ved de tre, Es dur, Gmol og Gdur. Den sidstnævnte,
kjendt under Navnet Jupiter-Symfonien, indføres forholdsvis sent —
først 1848 — men naar saa ogsaa det h ø j e s t e A n ta l O p f ø r e ls e r
af overhovedet alle Kompositioner, nemlig 16. Blandt Musik
værkerne bliver derfor M o z a rts G d u r -S y m f o n i J u b i l a r e n
v ed F o r e n in g e n s J u b ilæ u m s f e s t.
Det følger af Forholdet mellem H a y d n s store Produktion og
Tallet af Opførelserne i Musikforeningen, at Opmærksomheden
snarest kunde rettes imod, hvad der i tidligere Tid ikke er spillet
end omvendt. Saaledes staar „Skabelsen“ saa temmelig urørt,
medens paa den anden Side „Aarstiderne“ er favoriseret. Af hele
den store Række Haydnske Symfonier møde vi kun særligt to , de
kjendte i D dur og B dur, af og til ogsaa den i Es dur.
Af Klassicismens tre Forløbere, Bach, Händel og Gluck optager
S e b a s t i a n B ach hovedsageligt Opmærksomheden, baade ved det
i Forhold til de to andre høje Antal Opførelser og ved sin egen
Betydning. Der maa dog i førstnævnte Henseende lægges Mærke
til, dels at det først er i den senere Del af Musikforeningens Liv,
at Bach fornemligt tages med, dels at de mange mindre Solopjecer
for Klaver eller Violin tælle ikke saa lidt med. Af store Værker
maa M a tth æ u s - P a s s io n e n fremhæves. løvrigt er Orkestersuiten
i D dur og Koncerten for Strygeinstrumenter i G dur de ofte tilbage
vendende Prøver paa Bachs Instrumentalmusik.
Medens H a n d e l i Forhold til sin store Samtidige indtager en
mere beskeden Plads, gjælder det omvendt for ham, at det snarest
er i Foreningens tidligere Aar, at han kommer frem. Udenfor
Koncerten for Strygeinstrumenter i Gmol er der dog ikke noget
særligt, der rager frem i Massen. Forskjellige Arier (navnlig for
Alt, Fru Zinck) melde sig hyppigt.
G luck derimod, der i Retning af Opførelser er omtrent lige
stillet med Händel, er ganske anderledes fyldigt og prægnant repræ
senteret. De 24 Opførelser koncentrere sig saa at sige om et Par
enkelte Hovedting, første Akt af „Alceste“ og store Brudstykker af
„Orfeus“, ved Siden af hvilke Ouverturen til „Ifigenia i Aulis“ fore