200 / 256
— Romantikerne —
187
kommer ofte inden endnu Theatret havde optaget denne Opera
paa sit Repertoire.
Som Overgangsformer fra Klassicismen til Nutiden træffe vi
Spohr, Cherubini, Weber samt af danske, Kuhlau og Weyse.
Blandt dem er S p o h r den foretrukne. Hans Musik optager en
Plads paa Programmerne, der overgaar den, som Bach og ikke
er saa langt fra den, som selve Hartmann indtager. Det er gaaet
ham som Mendelssohn. Strax fra de første Tider kom han i for
troligt Forhold til Musikforeningen, der senere ikke er blevet sin
Ungdomskjærlighed utro, om end Forholdet de sidste Aar kjendeligt
har kølnet sig en Del. Især større Fragmenter af de to Operaer
„Jessonda“ og „Zemire og Azor“ , Symfonien „Weihe der Tone“
samt, navnlig for fremmede Solister, Sangscenen for Violin udgjør
Hovedtingene. Senere end denne Gasseler-Mester, ja i det hele
paafaldende sent — med et Par enkeltstaaende Undtagelser først
efter 1849 — kommer W e b e r, af hvem fornemligt Udvalg af
„Euryanthe“ og „Oberon“ og fremfor noget Ouverturen til „Eu-
ryanthe“ er det væsentlige. Ogsaa C h e ru b in i føres sent frem,
tørst efter det nævnte Aar, og har for Musikforeningen hovedsageligt
kun havt Betydning ved sine forskjellige Ouverturer, der til Gjen-
g.jæld gives ofte. Omvendt forholder det sig med K u h la u og
W e y s e , hvis bedste Aar i Musikforeningen tilhøre Tiden f a
det nævnte Vendepunkt. Af de to er Weyse langt den begun
stigede — Mellemakten af „Floribella“ var i sin Tid det stadigt
gjenkommende Stykke Weyse — medens Kuhlau udenfor Ouver
turen til „William Shakespeare“ og, i de tidligere Aar, Udvalg af
„Lulu“, kun kommer spredtvis til Orde.
Blandt den nyere Tids Komponister indtager J. P. E. H a r t
m a n n en ejendommelig Stilling. Som hans Navn tindes paa den
første Koncert i Januar 1837 og vil findes paa den halvhundred-
aarige Jubilæumskoncert, begge Gange med et nyt Arbejde, saa-
ledes har han hørt til dem, Musikforeningen i hele det lange Tids
rum jævnligst, men ikke hyppigst er kommet tilbage til. Regnet
i Forhold til den lange Periode og til Hartmanns Betydning for
vor Tonekunst er det paa hans Værker faldende Antal Opførelser
(81) ingenlunde særligt stort. Det staar en Del under baade
Schubert og Schumann og ikke meget over Spohr. Men som det
vægtige Udslag af vor nationale Tonekunst har hans Musik til
Gjengjæld ikke paa noget Tidspunkt af Foreningens Tilværelse
været forsømt. Vi træffe som Hovedpunkterne i de tidligere Aar