Musikforeningens

— Klassikerne —

185

Men tæt, ganske tæt følge de andre store Symfonier, kun den iD du r

holder sig noget tilbage, medens den første, „den Mozartske“, blot

har to Opførelser. Indenfor Rækken af Symfonierne er der en Del

Forskjel med Hensyn til det Tidspunkt, paa hvilket de mest ere

kultiverede. De fire midterste af dem — B d u r, Gmol, Pastoral

symfonien og A dur — spilles meget i Begyndelsen og under

Glæser, men faa da til Gjengjæld en længere Hviletid i Aarene

imellem ca. 1850—60. Omvendt med Eroica og Symfonierne i

D dur og F dur (Nr. 8), der i Begyndelsen ikke træffes saa ofte,

men opføres saa meget desto hyppigere i det nævnte Tiaar. Niende

Symfoni kommer i sin Helhed først frem efter 1856. Næst Sym

fonierne er det navnlig Korfantasien, Leonore-Ouverturen, de tre

store Klaverkoncerter, Violinkoncerten og Bdur-Trioen, der udgjør

den egentlige Kjærne af Musikforeningens Beethoven-Kultus.

Efter ham, men betydeligt lavere, kommer M en d e lsso h n .

Intet af ham er tilnærmelsesvis Gjenstand for en lignende Op

mærksomhed. At han alligevel bestandigt har staaet Musikfor

eningens Hjærte nær viser den forholdsvis store Rolle, han spiller.

Henved Vio af den samlede Virksomhed gjælder ham. Temmelig

jævnt fordele Opførelserne sig over de forskjellige Arbejder; alle

de store Hovedting, hvoraf der næppe vil savnes noget, gives fra

omtrent 6 til 9 Gange. Højst paa Listen staar „Valpurgisnatten“ og

A mol-Symfonien, derefter kommer Finalen af „Loreley“, flere af

Ouverturerne og Violinkoncerten.

I Forhold til Beethoven staa de to andre Hovedklassikere,

M o z a r t og H a y d n , ikke lidt tilbage. Den første naar ikke Halv

delen, den sidste kun omtrent Tredjedelen af de Opførelser, deres

store Efterfølger er repræsenteret med. For deres Vedkommende

ere Tallene et korrekt Udtryk for Tidens ændrede Forhold, saa-

ledes som de udviklede sig i Foreningens lange Liv, hvor Hen

synet til nyere yngre Mesteres Fremtræden naturligt lader dem

træde sjældnere frem. Ogsaa i deres indbyrdes Stilling faar dette

sit bestemte Udtryk ved at Mozart, den os i Tiden nærmere

staaende, paa sin Side overgaar Haydn med omtrent Vs af Op

førelser, medens det for begges Vedkommende gjælder, at det væ

sentligt skyldes de tidligere Aar, at Tallet overhovedet er naaét saa

højt. Haydns B dur-Symfoni f. Ex., en af de oftest opførte, gives

saaledes fire Gange i Fyrrerne, lige saa ofte i Halvtredserne, tre

Gange i Tredserne, men kun en Gang i Halvfjerdserne og slet ikke

i Firserne. Karakteristisk er det, at i Mozarts samlede Produktion