KjøbenhavnPaaHolbergsTid

Begravelser.

189

Ved en anden Begravelse fra samme Aar over en Mand, der vel

var lidt mere velstaaende, var Traktementet, som Konerne nød, imid

lertid de klædte Liget og lagde det i Kiste., dog kun til 5 Mk, men

Enken fik 9 Alen sort Baj til en K jole for 3 Rd. 4 Mk. 8 Sk., til

Bredningen dertil 4 Mk., Skræderløn 5 Mk. Kor et Skjørt og en Trøje

at sværte (o: farve sort) 4 Mk., 4 x/2 Alen sortblommet Ivatun til en

Klokke 1 Rd. 1 Mk. 14 Sk., 12 Alen sorte Florettenbaand 1 Mk. 12

Sk., et Sæt 4 Mk. Hver af de 2 Døtre fik en sort Trøje, Kjole og

Skjørt og alle 3 bver 1 Par Rusvart Sko å 7 Mk. og en sort Hue

å 9 Sk.

Saalænge nogen stod L ig , holdtes der Vaagestue eller Ligvagt,

men Lovgivningen havde taget sig af denne Skik paa Grund af Mis

brugen, thi det var blevet Skik og Brug, at baade Gamle og Tinge

tilbragte Tiden i Sørgehuset med allehaande Lege og blev trakterede;

Holberg fortæller selv80), hvorledes i hans Barndom »man med langt

større Lyst og Pornøjelse da bivaanede Vaage- og Sørgestuer end nu

om Stunder Bryllupper. Jeg erindrer mig i min Barndom, hvilken Glæde

det var for mig og andre, naar vi fik at vide, at et af vore Naboers

Børn var død, thi derpaa fulgte mange gode fede Dage«. Paa den

Tid, vi omtaler, var Vaagestue næppe i Brug uden den sidste Nat,

Liget stod i Hjemmet; dertil sigter Piskerens Ord i »Melampe« (4 ,7 ):

»Naar nogen fornemme Pisk som en Hval eller en stor Lax dør, saa

bliver der holdt Vaagestue over dem«.

I »Melampe« (1, 4) siger Sganarel: »Jeg veed, at der bliver

holdt Sørgestue, og saa skal der jo deles Vers ud«. Det er altsaa

ved denne Lejlighed, at de omtalte bestilte Vers blev om delte81) ;

Sørgestue er forskjellig fra Vaagestue, thi af en Samtidig gives føl

gende Skildring i Anledning af, at en Bekjendt havde faaet Familie

sorg. »Han bad mig følge med i Sørgestuen for at kondelere den

Dødes Enke.

Hende fandt vi liggende paa en sort Paradeseng

i Paradesorg, og da jeg mente, hun var syg, kondolorede ej mindre

over hendes Sygdom end over Mandens Død, mærkede jeg, hun stødte

sig lidt paa den Kompliment, menende, at jeg skjemtede med hende,

hvilket dog var langt fra mine Tanker, helst i en Sørgestue. Siden

sagde man mig, det var ikkun en ceremoniel Syge, som alle fornemme

Enker her til Lands maa for Anstændigheds Skyld synes at have

over deres Mands D ø d « 82).

Da der søgtes »en særdeles og ganske ufornøden Anseelse i at