201 / 411
IV.
Aarets Festdage. Musik. Dans. Maskerade. Spil. Beværtninger.
Skuespil. Landlige Forlystelser.
-A a re ts forskjellige Fester højtideligholdtes vel tildels endnu, men
lios den højere Borgerstand var de gamle Skikke ved at gaa ud. I
sine sidste Aar skriver H olberg1) : »Man veed fast ikke mere at gjøre
Forskjel imellem gode og onde Dage, en Juleaften, en Mortensaften,
mod hvis Ankomst man nogle Uger tilforn glædede sig, skilles nu
ikke fra en Langfredag Aften. Julekager, Helligtrekongerslys, Paaskeæg,
Fastelavnsbrød, som ikke alene Børn, men endogsaa gamle brave Folk
celebrerede Aarets Tider m ed, ere nu saa rent forsvundne, at det
blotte Havn fast ikke er tilbage«. Dette maa dog vel tages med For
behold; den gamle Holberg, der levede sit stille indesluttede Liv,
havde da næppe mere Lejlighed til at se ud over Tilstandene i sin
egen snevre Kreds. Det er dog ikke for intet, at Komedien »Julestuen«
er henlagt til Æbeltoft, tbi i Kjøbenbavn boldt Folk da ikke længer
de gammeldags Julestuer, hvad der fremgaaer af Stykket selv, hvor
Jeronimus siger (Sc. 11): »Se, om nogen fornemme Folk bolde Jule
stuer. Julestuer ere og ganske aflagte i Kjøbenbavn«. Som Holberg
selv beretter, kunde Julelegene i gamle Dage »anses som kristelige
Saturnalia, efterdi det var den eneste Tid om Aaret, paa hvilken Fri
hed gaves til familiær Omgang imellem Mands- og Kvindepersoner«.
Men selv om Julestuer ikke holdtes i deres gamle Skik, var der
følgelig Familiefester med Lege og det er derfor Apicius i »Den Væ
gelsindede« (2, 3) kan sige: »Gud bevare os, hvor pæne disse Jomfruer
13