203 / 411
Nyaar.
195
forbudt enhver Vært at holde Jule- eller Spillestuer i sit Hus, hverken
Søn- eller Søgnedage, og maskerede eller formummede Personer maatte
ikke indfinde sig i Huse eller Kjældre eller løbe om paa Gaderne.
Ved Julegilderne i Familierne brugte man de samme Lege som
vi tildels kjender endnu. I Rikard Paullis »Julestuen og Maskeraden«,
der udkom 1724, nævnes »Fruens P enge«, »Puslebænk«, »Kryb i
Træ«, »Gjern Ringen vel, gjem saare v e l«, »To Børn i min Pose«,
»Skjære Havre«, hvor den, der blev tilbage, maatte give Pant,
»Hviskeleg«; den, der i Panteleg ikke fuldførte sin Dom, skulde staa
Julestueret, nemlig Ballerone af hele Selskabet, idet han laa med
Hovedet i en andens Skjød og fik Slag i Ryggen under en Opsang3).
I samme Komedie holder Tjenestefolkene Julestue for sig ved For
klædninger; de legede »Gaasen brænder« eller »Blindebuk«.
Nyaarsaften gik man op paa Slottet for at se Kongen spise.
Klavs Seidelin, der var i Apothekerlære i Kjøbenhavn, fortæller om
Nyaarsaften 1721 4): »Var jeg med en af mine Kolleger gaaet op
paa Slottet for at se det kgl. Herskab spise, som altid gjerne paa
den Aften var alle tilladt, og samme Aften paraderede altid det kgl.
Hofs Pager og Lakajer i nyt Livrée. Vi bleve da og indladte i det
store Spisegemak, men der var den Aften saa stor en Konflux af T il
skuere, at de tilsidst nær havde trængt ind paa det kgl. Taffel, hvor
over der arriverede mig en slem Malheur, som stod bagved Herrerne,
der spiste ved Taflet; thi da dette anden Gang ved Pagerne med de
tilhørende Retter skulde besættes, kom blandt andre en Page med en
Sølvskaal fuld af Smør eller Sauce til Stegen, og da han vilde sætte
det paa Taflet, snublede han over andres Fødder, saa Skaalen med
alt, hvad der var udi, fløj hen paa mig og overalt ilde tilredte min
ganske propre, skjønt simple Stadsklædning, og da.jeg derved sprang
med Force til Side, faldt Skaalen paa Gulvet, saa . at Kong Frederik
selv rejste sig op for at se, hvad der passerede, hvilket jeg mærkede,
og derfor blev staaende urørlig som en Støtte, men denne Malheur
gik mig nær, og dog maatte jeg blive staaende, thi jeg kunde for
Trængsel ingensteds komme, saa at andre, som trængte sig forbi mig,
ligeledes besmittede deres Klæder. Endelig da Herskabet stod op fra
Taflet, gik jeg med min Kollega vel ned i Slotskjælderen for at slukke
min Sorg med en Draabe god Rhinskvin, men om Morgenen besaa
jeg først ret min Elendighed med Bedrøvelse, thi jeg fandt da, at
snart slet intet paa mine Klæder var sparet, som jo var besudlet, og
13*