223 / 411
Vinhuse.
215
første. D en sidste ejede den S ch o u stru p sk e G aard p aa A m ag erto rv ,
var en S ø stersøn a f den æ ld re A b ra h am L e h n og g ift m ed en S øster
til en sen ere E je r a f G aard en , S y lin g , m ed hv em h a n v ist v a r i
K om p a g n i33).
J o h a n S ohi h avd e 1727 fo rp a g te t R a a d h u se ts Y ink jæ ld er.
J ø rg e n S ohi, B ro d e r til Jo h a n , h a r fo rm od en lig som Følge af
S læ g tsk ab et til A b ra h am L e h n a rv e t dennes Y in h u s D yrk jøb , K læ d e
boderne N r. 36. H a n v a r K om m erceraad og søgte efter E ta tsra a d
W eyses D ød d en n es S tillin g ved en A n sø g n in g p aa V ers:
»Stormægtigste Monark, nu er din Weyse død,
Giv m ig hans P ost igjen, saa hjælpes jeg til Brød.«
H a n fik den tilb ag e m ed følgende P a a te g n in g :
»Velvise Monsieur Soel, vor Konge la’r jer sige:
Bliv I kun ved jer Vin, han søger Weyses L ige«,
og d ette Y elvise skal i F ra k tu r væ re sk rev et saaledes, a t d e t ogsaa
kunde læ ses N æ sv ise34).
Om Sohis n av n k u n d ig e D y rk jø b haves e t D ig t b e title t: »De
glæ delige D y rk jø b s H u k om m else, d er d et A a r 1699, saa n æ r ved
Seculi E n d e, n e d fa ld t i sit a n n um clim a c te ric um og d eri expirerede.«
M an ser deraf, a t d e t v a r b lev et n e d re v et og ald rig skulde opføres
igjen og a t G ru n d e n blev u d la g t til K irk eg aard . M eningen m aa vel
væ re, a t netop den G ru n d , h v o rp a a H u se t laa, blev u d la g t til P la d s
eller G ade, th i E je n d om m e n b e sta a r e n d n u og d er boede V in h an d lere
efter d en T id , a ltsa a i d e t H u s, d er stra x efter blev opført. A f D ig te t
faar v i en re t liv lig S k ild rin g af e t sa a d a n t Y in h u s ; h e r stod bl. a ,35) :
»O dyre Dyrkjøb, du m ig rinder nu i Tanke
je g har saa mange set paa dine Døre banke,
nu ved opgangne Sol, naar Hanegal er hørt,
nu i det stille Mørk, naar ingen sig har rørt.
Dørtærskel, Hængsel, Laas, Gulv, Bænke, Klokkestrenge,
Glas, Bord, det Pottemaal, de kjældervante Drenge
var jo ved Nat og Dag i fulde Spring og Pærd,
for hver en Gjæst der kom, var han end læg, end lærd.
Det gik saa ærlig til, at hvad man vilde pege,
og raabe hastig paa, Kort, Skak- og Brætspilleg,
Forkjering, Lanter, Dam, Labet og Suderspil (?),
saa fandtes altid de, som satte noget til.
Om Frankrig, Spanien, oin Danzig, Island, Norge,
der ofte handlet blev, at kjøbe eller borge,
at fragte, losse Skib, man derpaa jevnlig fik
en Salut paa hver Part, som endtes tidt i Hik.