298 / 411
2 9 0
Jøder.
med Eftertryk maa sættes i Rette, »thi det er let at slutte, af hvad
Aarsag han har givet Aaron Margalitha Penge, og Jøderne ere ej af
den Natur, at de godvilligen skulde skjænke dem noget, der have for
ladt deres Vildfarelser, hekjendt sig til vor Frelser og vilde blive ved
hans ene saliggjørende Tro«.
Han foreslaar, at Sønnen bliver underholdt her, at Jøderne ikke
skulde forføre ham til deres Ugudeligheder; »han er noget vild og
rasende, men begavet med et godt Ingenium, som han nu gaariVor
Frue Latinskole«. Biskoppen havde tinget ham i Kost og betalte
selv for hans Ophold, men det overgik hans Evne at vedblive dermed.
Hvad Aaron selv angik, mener Biskoppen, at han »ej kan und
skylde sig med Uvidenhed eller klage over, at han er forført, »thi han
har saa stor Kundskab ej alene om Jødernes Vildfarelser, men endog
om vor saliggjørende Tro, at denne hans ugudelige Formastelse ikke
kan henføres uden til en blot Ondskab i hans Hjærtes Haardhed«.
Naar han bliver rask, bør han, saa fremt han fortryder sin Synd,
offentlig hede Menigheden om Forladelse og desuden anses med en
»vilkaarlig« Straf.
En anden Opfattelse, der viser Mandens Uselhed klarere, gjordes
gjældende af Politi- og Kommercekollegiet 23. Juni 1722.
»Aaron Margalitha skal være født en polsk Jøde, men for nogle
Aar siden skal være falden fra den jødiske Vantro og antaget den
kristne Religion, og næst forleden Aar skal han være kommen her
til Staden. Han skal have giftet sig med en kristen Kvinde, som
endnu ikke skal være hid ankommen, men skal efter Beretning op
holde sig i Rostok. Han skal være meget svag og særdeles af Po-
dagra saa haardt plaget, at han ikke skal kunne gaa, og har kort efter
sin Ankomst her til Staden angivet sig hos de Kommitterede over de
Fattiges Væsen paa Silkehuset, som har haft Medlidenhed over hans
store Armod og Svaghed, at de har baade givet ham en Plads eller
Seng udi et af de Fattiges Huse, saa og tillagt ham en vis Almisse
ugentlig. Han har derforuden ladet ombære ved en liden Søn, som
med ham er hidkommen, en Bog til godt Folk her udi Staden, dog
uden nogen enten kongelig eller Øvrigheds Tilladelse, derved at samle
hvis Almisse, de ham godvilligen har villet give.
»Imidlertid han sig her har opholdt, skal han have søgt Om
gængelse med nogle af de herværende Jøder og især med Isaak
Mendel Speyer, som tilforn har gjort Profession af at betjene Guld-