339 / 411
Missionen. Taalte Trossamfund.
331
loves derfor den, som kan give saadan vis Underretning om hans
Person, saa han kan paagribes, at den skal haye til Foræ ring og B e
lønning af P olitikollegio fire R igsdaler, som den strax skal betales,
naar den Skyldige efter givne Anslag er bleven paagreben«.
Han . blev nu sat i Daarekisten, men, som det ses af en Skrivelse
af 26. Aug. 1718, brød han ogsaa ud deraf, sattes saa i Arresthuset,
men da ban ikke kunde sidde der længer og faldt det Offentlige til
Udgift, førtes han tilbage til Daarekisten. Derfra er det vel saa, at
han undveg til Tydskland.
De pietistiske Bevægelser, der havde begyndt 17 06 , var snart
bievne afværgede og de traadte ikke op aabenlyst førend under Chri
stian V I .’s R e g jerin g 68). Det er vanskeligt at dømme om, hvorledes
Præsterne optraadte ellers, men i alt, hvad der angik Trosenheden,
var de paa deres Post.
Hedningem issionen var i denne Tid en Statssag, idet Kongen
beskikkede Missionærerne, men den blev en Menighedssag, da der
hver Søndag blev g jort Forbønner for Guds Riges Fremgang. Ved
Reskript af 14. Novbr. 1721 blev det paabudt, at der foruden for
Finlapperne og for Hedningerne i Ostindien skulde bedes for Grøn
lænderne, til hvem Hans Egede samme Aar havde begivet sig.
Men i Fædrelandet selv var der en M issionsgjerning, der kunde
have givet Arbejde nok, hvis den havde været mere end stiltiende
tilladt. Det er foran om talt, hvorledes der gjordes Forsøg paa J ø
dernes Omvendelse, men hvorledes Lokkemidlerne i Grunden bestod
i, hvilket Parti der kunde yde de største Fordele.
Der var ogsaa en Tyrk ved Navn J osef Christensen, der var
bleven døbt og fik Tilladelse 1721 til at gaa omkring med en K o l
lektbog for at faa noget til H jæ lp og Undsæ tn ing69).
Et religiøst Forhold var der dog, hvori Øvrigheden var beret
tiget til at skride ind, nem lig naar nogen af den evangelisk-lutherske
Troesbekjendelse var g ift med en af en anden Tro og Børnene af
dette Ægteskab ikke blev opdragne efter Statskirkens Tro. Der var
en katholsk Bendrejer Balthazar Martini de Garnisi, hvis Kone var
luthersk og havde Stolestade i St. Nikolaj Kirke. Hun var ikke nogen
elskværdig Karakter, thi 1719 dømtes hun til at miste sit Stolestade
»formedelst begangne Forargelse udi berørte Kirke under Prædiken og
Gudstjenestes Forrettelse, med uanstaaelig Skjænden og Ord, som har
rejst sig og adskillige Gange er forefalden im ellem hende og en