341 / 411
Læger.
333
Kongen en stor Sammensværgelse, der var i Gjærde blandt flere højt
staaende Em bedsmænd; det viste sig snart for hans Vedkommende at
være Intriger, der var udspekulerede dels af Had, dels for at »bringe
sig nogen n yN a a d e «, hvorfor han dømtes til Forbrydelse a f Æ re, Liv
og Gods, m en benaadedes med Fængsel paa Livstid paa M unkholm 73).
D en mest ansete Præst var Morten Reenberg, først ved H ellig-
gejstes K irke, siden 1720— 36 Stiftsprovst; med djærve Ord kæmpede
han for den strenge Lutherdom og im od Hykleriet; i en a fe n Samtidig
skreven, nu trykt Biografi af h am 74j findes der mange Anekdoter om
hans uforbeholdne og humoristiske Ytringer.
Hersleb, der blev Hofpræst 1725, var im idlertid Mønsteret paa
gejstlig Veltalenhed, der ikke kan karakteriseres bedre end ved de
Ord, at da 1746 den pietistiske Bluhme holdt Ligtale over Christian
VI., græd ingen uden han selv, men da Hersleb prædikede, græd alle
andre75).
Det var kun meget fornemme Folk, der tog faste Huslæ ger; i
»Den politiske Kandestøber« (4 , 9) siger Raadsherreinden til Geske:
»Borgmesterinden maa ogsaa tage sig an en Doktor aarvis for sit
hele Hus, der kan give hende nogle Draaber, som hun altid i det
ringeste maa lade staa i en Flaske, enten hun vil bruge dem eller ej«.
Men da de fleste ikke kunne nøjes med at raadspørge en enkelt under
Sygdomstilfælde, var det upraktisk at have fast Læge.
B lev man sy g , hentede man enten en Barber eller en Doktor,
Stiftsprovst M orten Reenberg.