347 / 411
Poeter.
339
Parykmager Larpang i Pilestræde Nr. 89 paa Salen, det er nu Nr. 28,
maaske er det hans Hustru.
En Slags Lærde var ogsaa Poeterne, det vil sige Lejlighedsdig
terne, af hvilke der behøvedes mange. Som vi ovenfor har set
maatte der skrives Ligvers, hver Glang en Mand var død, og var det
meget fint, baade paa dansk og tydsk. I »Melampe« (1 7) siger
Sganarel: »D et er nu noget gement at være P oet, thi jeg tror, her
er ligesaa mange Yersemagere i Byen, som der er F luer i September
Maaned«. Da Petronius i »Jakob von Th yb o« (1, 8) siger, at Poesi
er Gudernes Tungemaal, siger P e r: »M ig synes, det maa heller hedde
Tiggernes Maal, thi alle de Poeter, je g har kjendt, har været Staadere«.
Sammesteds (1, 4) henvises Per til Poeten udi Aabenraa, næstved
Guldsmeden, der gjorde Vers for billig Pris, hvorfor han ogsaa mener,
at han bor ved Volden, for at han kan se det grønne om Sommeren.
P er gjør ogsaa den Bemærkning (2, 2), at Poeten i Aabenraa
»føder Kone og Børn alene ved sine Vers. Han kan gjøre Vers, som
er kun et Ord lange, men vil man have det saa kort, saa kan Fanden
ikke veje ham op med P en ge«. Den Slags kunstige Vers med et
Ord i Linien, findes virkelig 84).
I et Bryllupsvers fra 1737 findes:
»Hvor faar, hvor faar jeg en, der strax kan Støvle smøre,
P o r m ig til A abenraa t il Versfabrikken ben«.
Om denne P oet skriver Rahbek 85), at den Mand, der »for ikke
længe siden af en kompetent D omm er er bleven kaldet vor første
Literator« (Revisor An dersen ?), havde forsikret ham »paa H øjtidsreg
n inger fra den T id mellem andre Højtidsexpenser« at have fundet
ham nævnt under denne Titel.
En anden Versfabrikant skildres os i Magister Rosiflengius i
»D et lykkelige Sk ibbru d«. A t hans Karakter er et A fbillede af Virke
ligheden, kan ses af T øger Reenbergs poetiske Skrifter, Anden Del,
S. 107— 8, hvor der findes følgende V ers:
»O D orus, du lyksalige,
hvor kunde du vel rim e,
vel tusind Vers du skaffede
t il T rykke n i en Tim e.
V e l er det sandt, din frugtbar Pen
var uden Sans og H jæ rne,
blandt Gjæ kke var dog altid den,
som dig betalte gjærne« osv.
22*