348 / 411
340
Poeter.
I Anledning af dette meddeler Luxdorph følgende Bemærkning
af Sorterup: »Claus Dorus (o: Claus Bang), en afsat Præst, havde i
sin T id saavel som flere Y isekræmm ere paa de Tider (han døde 1683)
Yers fal i alle L ejligh eder«. Og Luxdorph tilføjer (1 7 6 9 ): »Enhver
véd, at den Kunst at drive T iggeri i bunden Stil som en anden bor
gerlig Næring er endnu ikke fortabt hos os og bliver det form odent
lig ikke heller, saa længe den bringer saa meget ind, at F olk kan
gifte sig derpaa og deres Børn oplæres i Faderens Haandværk«.
»Adskillige af Dori Begravelsesvers fra 1678— 82, som ved en
Slumpelykke ere faldne os i Hænderne, vise, at han, for ej at ud
tømm e sin poetiske Aare, der ellers umulig kunde udholde, har be
tjent sig af et og samme Yers ved mere end en L ejlighed, ja ofte
uden Undseelse kort efter hverandre alene med nogen liden F or
andring efter Omstændighederne«. Og derpaa giver Luxdorph da et
Exempel.
Hertil føjer R a h b ek 86) : »Om im idlertid selve Dorus var H ol
bergs egentlige Original eller om han , hvad ikke synes usandsynligt,
har haft nogen samtidig for Øje, lader sig nu om Stunder ikke lette-
lig a fg jøre, saa lidet som om hans 416de Epistel, hvori han beretter
Magister Rosiflengii Død og gjentager en hel D el af sine Sarkasmer m od
Lejligheds Poeteriet, er en Fiktion eller frembragt ved nogen virkelig
Anledning. A t denne Slægt i sine oprindelige Form er har vedvaret
indtil vore Dage og at dens sidste Stamholder med F øje kan siges at
have været den ligeledes afsatte Præst, Mag. Kaalund, der ved 1 Linie
i Evalds Avtobiografi, hvor han nævnes som K lopstocks Antipode,
har faaet en Udødelighed, hans utallige Lejlighedsvers ikke vilde have
tilvejebragt ham, er andensteds sagt«.
Der kan dog ingen Spørgsmaal være om, at en bestemt Person,
hvem H olberg kopierer som Rosiflengius, virkelig har levet, efter den
Maade, hvorpaa han omtales i Epistlernes fjerde Del (Nr. 41 6 ), der
udkom 1749. Han fortæ ller der, at Magister Rosiflengius og hans
Broder, der uden Doktors Titel havde praktiseret 'i Medicinen,
begge var døde, til ubodeligt Tab for Landet, thi den ene forløste
ved sine Lægem idler de syge af de Fortrædeligheder, som den onde
Yerden førte med sig, den anden skaffede ved sine Begravelsesvers
de døde hvilket Sæde i H im len , Arvingerne ønskede.
H olberg
skildrer nu meget m orsom t Rosiflengii Y irksomhed. Samtidige paa
stod, at den virkelige Rosiflengius havde samme Legemsfejl, amme