350 / 411
342
Poeter.
Fane var altsaa Torvesiddere og Høkere. T il disse F olk siger H ol
berg paa sin skjem tsomme Vis, at »saadan mæ rkværdig H istorie kan
være eder mere til Hytte og Opbyggelse end de, som I udi Hobetal
hver Dag kjøbe, nu om en, der har vrikket sit Ben udi Lybæk, nn
om et Hus, som er afbrændt udi W estphalen, nu om en Kalv, som
er født med en T op paa Hovedet eller Falbelader paa Benene. D er-
paa anvende I dog en temm elig D el Penge, hvormed I kunde kjøbe
andre gode og nyttige Bøger, saasom denne sandfærdige H istorie om
Peder Paars, om hvis R igtighed je g baaber, Ingen er saa vantro at
ville tvivle« osv.
Viserne var den Læsning, hvortil Smaafolk var henviste, og de
regnede ned i Legioner. Et Exempel paa en frugtbar V isedigter er
Bogtrykkeren P ovl Pboenixberg, der desuden forfattede flere T ids
skrifter af meget lav K om ik og fulde af Sm udsigheder88). Ogsaa B og
trykker Johan Kristoffer Brandt havde en H ovednæ ring med at sælge
V iser og da han ikke først lod dem censurere, blev han oftere tiltalt
af P o litie t89). Det er til ham, H olberg sigter, naar han skriver om
»Brandtes Viser, der synges til F iol i begge Paradiser«.
A f hvad Hatur disse Viser var, ses af en K lage fra ham til
P oliti- og Komm ercekollegiet af 18. Oktbr. 1725 med Politimesterens
Svar. Brandt klager over, at Politim esteren bandt hans Hænder, saa
»jeg fattige Borgermand maa krepere som en Orm, efterdi her er saa
mange Bogtrykkere og ikkun ganske lidet A rb ejd e, dog forbydes
m ig alene alle Tider den Smule, je g begynder og som har været
brugeligt i mange Mands Minde, da je g dog aldrig har set nogen
kgl. F orordn ing derom «. Han fandt ikke, at Kongens V ilje var at
forbyde Bogtrykkerne at trykke noget, hvori der alene var nogle faa
Ord, der ikke kunde skikke sig, men naar disse blev udeladte, kunde
det øvrige ikke forbydes. »Mens Gud bedre det, at der skal være
saa mange, som skal eller vil forbydeBogtrykkerne deres Brød eller
melere sig dermed, derfor gaar saa mange
uden Lands og lader
trykke. Haar der er en K a rl, som har Lyst til at skrive gode Ma
terier, som vel gjøres nødig at komme iblandt Folk, da skal det først
approberes, som billigt er, men man har ikke nødig at lade enhver
Vise approbere, helst naar den ikke strider imod Guds og Kongens
L o v .«
Politimesterens Betragtning af Brandt var en ganske anden;
han skriver: »Form edelst at denne Brandt understaar sig at trykke