40 / 202
29
ikke megen Pris paa at blive paa Gollegiet, og endnu
mindre brød de sig om at efterleve Statuterne, hvilket
voldte Eforen megen Fortræd. Mau vedtog derfor Van
dals Forslag og besluttede at belægge de ledige Kamre
med skikkelige Studiosi, som kun forpligtede sig til ikke
at forvolde nogen Skade paa Collegiet1).
Kvitterings-
protocollen udviser, at Alumnetallet i de følgende Aar
svingede mellem
10
og 14, indtil endelig Aaret 1716
medførte en Katastrofe, som umuliggjorde en regelmæs
sig Fortsættelse af Alumner for lange Tider. Men denne
Begivenhed oplevede Hans Vandal ikke.
Han døde
nemlig den
10
. Marts 1710. Som den, der har forestaaet
Collegiets Opførelse og efter alt at dømme har deltaget
i dets Skjæbne af sit fulde Hjærte, fortjener han at
mindes.
Han ragede ikke op over sin Samtid og har
ingen Mærker af Betydning sat i Historien. Han havde
Forkjærlighed for den Spenerske Pietisme, men var til
lige saa bøjelig, at Masius altid i Tide fik ham overtalt.
Han var en ivrig Patriot og hørte til dem, der ikke
kunde forsone sig med Tanken om, at Provinserne hin
sides Sundet skulde være tabte for stedse.
Han var
derfor stærkt optagen af Krigen med Sverrig og havde
været med til at ivre for Landgangen i Skaane.
Han
skal have erklæret, at hvis Udfaldet blev ulykkeligt,
vilde det blive hans Helsot.
Mærkeligt nok døde han
samme Dag, som Stenbock oprev den danske Hær ved
Helsingborg.
Erik Pontoppidan finder i denne Anled
ning Lejlighed til at bemærke, at det maa have været
»en underlig rencontre i de dødes Rige mellem denne
danske Doctor og saa mange danske Soldater, som han
9 Acta Cons. 24. Marts 1708.
Baden Universitetsjournal II.
p. 153.