36 / 202
2 5
Regentsen og Borch, kunde man jo paa en Maade sige,
at her havde nu Karthago rejst sig overfor Rom, men
dette Carthago vilde kun bevare sin Styrke, naar dets
Indvaanere levede i Fred og god Forstaaelse som ægte
Musasønner.
Talen ender med en Bøn for Kongen, Universitets
patronen Reventlow, Rector magnificus og Universitetet,
for Eforen, og endelig for Collegiet, »Elers’ Datter«.
Talen er som sagt skrevet paa Latin.
Der er an
vendt megen Flid paa Udarbejdelsen, og Sproget er let
og flydende, om ikke just paa alle Punkter klassisk.
Et vist oratorisk Sving karakteriserer den, og flere Partier
er ganske kjønne. Vandal kalder det en smuk Oration.
Da Sidelmann steg ned af Cathedret, faldt Musikken atter
ind, og man afsang da Davids Salme 127, som er sær
deles vel va lgt1).
Dermed var den egentlige Højtidelig
hed forbi.
De nye Alumner blev nu af Hans Vandal
introducerede i deres Kamre og fik Inventariet over
draget med den Forpligtelse at svare dertil.
Samme
Aften kaldte Klokkens Toner for første Gang Alumnerne
sammen til preces sollennes.
Den 20aarige Hans Gram, som var blandt de første
16 Alumner, havde i Dagens Anledning klemt sin Muse
og aflokket hende følgende latinske Digt2):
J) Salmen hører til de saakaldte »Trappesalmer« og lyder saa-
ledes: Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbejde de
forgjæves, som bygge derpaa.
Dersom Herren ikke be
varer Staden, da vaager Vægteren forgjæves. Det er for
gjæves, at I staa aarie op, sidde længe, æde Brød, med Be
kymring, thi sligt giver ban sin Ven i Søvne. Se, Børn ere
en Arv fra Herren, Livsens Frugt er en Løn. Som Pile i den
vældiges Haand, saa ere Ungdoms Sønner.
Lyksalig den
Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke be-
skæmmes, naar de tale med Fjender i Porten.
2) Findes tilligemed en kort Berætning om Indvielsen i Nova