22 / 296
Med store Forventninger imødesaa man sikkert den nye Konges Regering; men de blev
ikke opfyldte.
Christian den Første
havde utvivlsomt de bedste Hensigter, og ligesom sine
Forgængere indsaa han, at Hanseaternes Magt maatte brydes, saafrem t dansk E rhvervs
liv skulde blomstre; naar han ikke naaede dette Maal trods adskillige velmente Forsøg,
laa G runden i hans elendige Økonomi. »Den bundløse Pung« kaldte man ham med Rette;
hans pragtfulde Hof, hans kostbare Rejser og hans forgæves Kampe for at genvinde Sve
rige kostede uhy re Summer. Og der var kun eet Sted, han kunde laane Penge, hos Hanse-
aterne. Men den Afhængighed, som blev Følgen heraf, svækkede V irkningen af de For
søg, han gjorde paa at hjæ lpe den københavnske Handel, og formodentlig er flere af de
gavnlige Bestemmelser, han traf, ikke naaet længere end til Papiret. Christian den
Første interesserede sig meget for Havnen. Utvivlsomt har Skibenes voksende Størrelse
foraarsaget, at den gamle Havn ikke længere var god nok, ikke m indst da det aabenbart
synes at have væ ret Skik, at Skibene kastede overflødig Ballast og andet Affald
over Bord, hvorved Vandstanden blev lavere. I alt Fald forbød Kongen efter Borgernes
Opfordring denne Uskik. Han bestem te ogsaa, at alle Borgere ved S tranden skulde sætte
Bolværk for deres Jord; gjorde de det ikke, skulde deres G rund konfiskeres. Endelig be
ordrede han, at Borgerne og Besætningerne paa de Skibe, som laa i Havnen Vinteren
over, skulde rense og forbedre Havnen.
Christian den Første bekræ ftede ogsaa baade Erik af Pommerns almindelige Købstads
forordninger og Christoffers Stadsret; men størst Betydning havde dog hans Forordning
af 30. September 1475. Den indskærpede den gamle Regel, at Tyskerne kun maatte handle
med Købstadsmænd og ikke med Bønder, at de ikke m aatte handle indbyrdes, at de
skulde bo til Leje hos de danske Borgere o. s. v., altsammen velkendte Bestemmelser;
at de nu m aatte indskærpes paany, skønt Kongen nogle faa Aar før havde stadfæstet de
gamle Forordninger, kan vel tyde paa, at det kneb med at faa dem overholdt.
Samme Aar ophævede Kongen
Det tyske Kompagni
og bestemte, at dets Medlemmer
skulde optages i Det danske Kompagni, saafrem t de ønskede det. Ingen udenlandske
Købmænd m aatte ligge V interen over i København; vilde de blive i Byen, maatte de ned
sæ tte sig fast og løse dansk Borgerskab. Den sidste Bestemmelse var især fortrinlig. Ad
skillige tyske Købmænd, der baade havde Kapital og Erfaring, slog sig ned i Hovedstaden
og bidrog væsentlig til dens Trivsel. Hurtig t blev de lige saa gode Borgere som de indfødte
Købmænd, ja i den følgende Tid er det endda dem, der ivrigst k ræver Kongens Støtte mod
Hanseaterne.
Ogsaa for Byens Næringsliv havde det utvivlsomt Betydning, da Kongen fik Pavens
Tilladelse til at oprette et
Universitet;
det trak S tuden ter til Byen, og selv om naturlig-
2 0