34 / 296
borgmesteren
Hans Mikkelsen,
der fra 1517 blev Kongens nærmeste Raadgiver, en af
gørende Betydning for Christian den Andens Politik, for trods al sin tilsyneladende
Styrke var Kongen en Mand, som i høj Grad paavirkedes af sine Omgivelser.
At den unge Konge var en farlig Mand, forstod Rigsraadet fuldtud, og det søgte at bin
de ham ved den haardeste Haandfæstning, nogen dansk Konge endnu havde underskrevet.
At Adelen saa’ skinsygt paa Borgernes voksende Handel, fik sit Ud tryk i, at den skulde
have Lov at handle direkte med de fremmede Købmænd udenom de danske. Derimod var
af Kong
det til Gavn for Handelen, naar Haandfæstningen bestemte, »hvad som møntes efter den
ne Dag i Danmark eller Norge, skal møntes saaledes, at to Mark gør Fyldest for en rhinsk
Gylden«. Rigsraadet vilde hindre den stadige Møntforringelse, der havde fundet Sted gen
nem Aarhundreder, og som vel havde givet Kronen en øjeblikkelig Fordel, men i det
lange Løb skadet Landet og dets Erhvervsliv. Ikke mindst under den voksende Penge
økonomi m aatte en fast Valuta være en Nødvendighed. Paa dette Omraade havde Rigs
raadet ikke behøvet at foreskrive Kongen noget; for baade han og Sigbrit forstod fuldt
ud Betydningen af et ordnet Pengevæsen, og de Mønter, han i Begyndelsen af sin Regerings
tid lod udmønte, var endog bedre end dem, Haandfæstningen krævede. Allerede Kong
Hans havde som den første danske Konge begyndt at slaa Guldmønter; dette fortsattes
under Sønnen, og hertil kom nu den store Sølvmønt, der gennem Aarhundreder blev
Skilling, Søsling og Hvid, udmøntede
H ans i Københavns Møntergaard.