38 / 296
et Kompagni, der skulde have Kontorer i København, Stockholm, Nederlandene og i F in
land næ r den russiske Grænse. Det skulde handle med alle mulige Slags Varer og sende
disse fra det ene Kontor til det andet, hvor Afsætningsmulighederne var størst. Af Projek-
tet ser man, at Selskabet skulde arbejde med Kapital, indskudt af Interessenter, og at
Overskudet skulde fordeles hvert tredie Aar. Mærkelig er Planen ikke blot som det første
Forsøg paa en fælles økonomisk Indsats i de nordiske Lande, men ogsaa fordi den fore
griber de Kompagnier, der først mange Aar efter oprettedes i England og Nederlandene,
og som Christian den Fjerde herhjemme efterlignede. Hidtil havde den enkelte Købmand
handlet for egen Regning og Risiko, nu vilde man fordele Risikoen og ved at drage saa
mange ind i Foretagendet som muligt raade Bod paa, at kun faa nordiske Købmænd var
kapitalstæ rke nok til at kunne drive Storhandel. Planen blev aldrig ført ud i Livet, blandt
andet hindrede Sveriges Modstand mod Unionen den, men den vidner højt om den S tor
stilethed, som prægede Christian den Andens Handelspolitik.
Lige saa dristig er Kongens P lan om at finde en Vej til Indien via Grønland, det æ ld
gamle norske Skatland, med hvilket Forbindelsen var gaaet tabt. Kongen gav
Søren Norby
Ordre til at udruste sig til Togtet, men ogsaa denne — den første P lan til at finde Nord
vestpassagen — strandede, da Oprøret i Sverige brød ud.
I 1521 kom Christian den Andens to sidste Forordninger til Gavn for Handelen: For
budet mod Plyndring af Vrag og den store Bylov, der dels gentog alle de tidligere givne
Bestemmelser til Gavn for Handel og Haandvæ rk i Byerne i en k larere Form, dels inde
holdt en Række nye Bestemmelser, blandt andet om Markedshandelen. Markederne havde
været det sidste Sted, hvor Hanseaterne kunde handle frit; denne Ret opretholdtes for saa
vidt, men det bestemtes, at der kun maatte holdes et meget begrænset Antal Markeder,
og deres Tid fastsattes nærmere. Saaledes skulde det aarlige Marked i København holdes
i fire Uger og begynde 14 Dage efter Set. Hans. Alle Landbrugsvarer med Undtagelse af
Øksne, for hvilke der gjaldt særlige Regler, skulde føres til Byerne og dér sælges til dan
ske Købmænd. For Sjællands Vedkommende bestemtes det, at de skulde føres til Køben
havn eller Helsingør. Endelig bestemtes det — i Strid med Haandfæstningen — at heller
ikke Ilerremændene m aatte handle direkte med de fremmede, men alene henvises til de
danske Købmænd. Utvivlsomt har denne sidste Bestemmelse vakt Adelens Raseri og mere
end noget andet bidraget til Oprøret mod Kongen to Aar senere.
En medvirkende Aarsag var desuden de alvorlige Skatter, som Kongens Krig i Sverige
medførte, og da Svenskerne under Gustaf Vasa rejste sig imod ham, udny ttede alle hans
Fjender, Rigsraadsadelen, Gejstligheden og Lybækkerne, Lejligheden. Kongen følte sig ikke
i Stand til at tage Kampen op, og sammen med Mor Sigbrit afsejlede han i April 1523 for