32 / 296
havde fuldstændig ændret Handelens Veje. Østersøen og M iddelhavet afløstes af At
lan terhavet og Vesterhavet som de vigtigste Have. Handelsvejen fra de italienske Stæ-
der op gennem Tyskland til Hansestæderne, som allerede havde væ ret tru e t af Hol
lænderne og Englænderne med deres »Ommelandsfart«, tab te nu i Betydning. I første
Omgang var det de spanske og portugisiske Byer, der høstede Fordelene af Opdagel
serne, men Nederlænderne og Englænderne kom hu rtig t med for efterhaanden at for
trænge Pyrenæerhalvøens Folk fra Førerstillingen.
Samtidig steg Produktionen af Ædelmetal, dels ved en forøget Udvinding i Mellem
europa, dels ved Tilførsler fra de oversøiske Lande. Følgen var en stæ rk t stigende
Pengemængde; Middelalderens Naturaløkonomi blev træ ng t tilbage, og den stigende
Pengeøkonomi skabte en stæ rk Fremgang i Erhvervslivet, først og fremmest for Han
delen. Hertil kom, at man i Slutningen af M iddelalderen begyndte at bygge Skibe af en
langt større Lasteevne end tidligere, hvorved Fragtomkostningerne naturligvis sank.
For Danmarks Vedkommende mærkedes Fremgangen især ved en stæ rk Stigning i
Kornpriserne, •hvad der fortrinsvis kom den danske Adel til Gode og dannede G rund
laget for den økonomiske og politiske Storhedstid, som den danske Adel oplevede i det 16.
Aarhundrede, og som talrige skønne Herregaarde stadig bæ rer Vidnesbyrd om.
Ogsaa aandeligt var det en rig og storm fuld Tid. Opdagelserne aabnede Blikket for
en Verden, som hidtil havde væ ret ukendt; det tilvan te Verdensbillede vaklede, og det
gamle middelalderlige Samfund knagede i sine Fuger; Individet rejste sig i Pro test mod
Statens og Kirkens absolute Autoritet. Renæssancen Syd for, Humanismen Nord for Al
perne brød nye Baner i Kunst, L itte ra tu r og Videnskab, og de nye Lærdomme bredte sig
hu rtig t takket væ re den nyopfundne Bogtrykkerkunst.
Christian den Anden
var et typisk Barn af denne Tid, sp littet som Tiden selv. Snart
frastødte han ved sin vilkaarlige Grusomhed, snart viste han Evnen til at vinde Tidens
bedste og ædleste Mænd for sig. Skønt han var alt andet end borgerlig i sin Færd, følte
han varm t for Borgere og Bønder. Brændende æ rgerrig var han, opfyldt af store Tan
ker om Kongemagtens Betydning, hensynsløs i Valget af sine Midler og dog svag i af
gørende Situationer, som om han ikke kunde løsgøre sig fra Middelalderens Arv. Som
Dreng havde han en kort Tid væ ret i Huset hos den københavnske Købmand
Hans
Boghinder,
hvis Søn
Ambrosius
blev hans Ven for Livet. Som ung havde han i Norge
som Vicekonge maalbevidst bekæmpet Hanseaterne og ogsaa dér vist sin Forkærlig
hed for Borgerne. Her havde han tru ffe t
Dyveke
og hendes Moder
Sigbrit,
og fra da
af var hans og Sigbrits Skæbne uløseligt kny tte t sammen. Hun kom fra et Land, hvor
Borgerskabet var Rigets førende Stand, og hvor Handelen brag te mægtige Kapitaler
til Landet. Saare klog i Finanssager, myndig og hensynsløs, fik hun sammen med Malmø-
30