129 / 454
1 1 8
»Blomstre som en Rosengaard skal de øde Vange.« Saa-
ledes synger vi, og det er jo egentlig et Juleord, der klinger i
Adventstiden. Men det bringer ogsaa et Pinsebudskab, saa-
ledes som Esajas skildrer det: De skal hverken hungre eller
tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres
Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder (Esaj.
42, 10). Det er Vandet, der forvandler Ørkenen til frugtbart
Land, saa den kommer til at blomstre som en Rosengaard.
Derfor er det en Pinsebøn, Brorson har givet os: Kom, Regn
af det høje, lad Jorden oplives som Lilliedal!
Maatte denne Bøn altid stige op her paa dette Sted. Thi
det er det, denne Kirke vil. Ingen Ørken er værre end en
Hovedstads Stenørken, ingen Hede saa gold som Brostens
ageren, ingen Menneskehjerter saa udtørrede, som Hjerterne
kan være hos Storbyens Beboere. Og dog tror vi, at det er
muligt, at Ørkenen kan komme til at blomstre, naar Livs
kilderne fra Guds Hjerte faar Lov til at springe og Aandens
frugtbare Regn kan falde i Strømme. Det sker næppe paa
een Gang; men lidt efter lidt danner der sig Oaser i Ørke
nen, hvor et levende Væld er begyndt at flyde. Derfor byg
ger vi Kirker trindt omkring i Storbyen, for at de mange Me
nigheder kan være som saadanne frugtbare Pletter midt i Ødet.
I Dag er det Grundstenen til Hans Tavsens Kirke, der
skal lægges. Og naar jeg skal lægge den, er det vel bl. a.,
fordi jeg er Efterkommer af Hans Tavsen, hører til 13.
Slægtled efter ham — længere er det ikke siden, at han
levede. Hans Tavsen var født i en Ørkentid, hvor Herrens
Ord var forstummet i hans Kirke; men da han selv havde
fundet Livskilden, blev han kaldet af Gud til at lede de le
vende Vandstrømme ind over Danmark. Gid Hans Tavsen
maa faa aandelige Efterkommere her; saa skal Ørkenen her
ude komme til at blomstre som en Rosengaard!
Det er Trinitatis Søndag, eller som vi hellere skulde sige,
Hellig Trefoldigheds Søndag, Kirkens gamle Fest for den tre
enige Gud, Faderen, Sønnen og den Helligaand. Denne Dag
er særlig egnet til det, vi her har for, idet Grundstenen til en
Kirke efter gammel Skik lægges i Faderens, Sønnens og den
Helligaands Navn. Men hvad betyder det?
Vi lægger den i Faderens Navn. Det betyder, at vi tror paa,
at Guds Kærlighed er Livets Grund — at bag ved alt staar
den Gud, der elsker Mennesker. Vi maa ned under den haar-
de og tørre Skorpe til Guds levende Kærlighed, ligesom vi
maa bore ned til Grundvandet, der ogsaa findes under Stor
byens Stenørken. Det Træ, der, som Holbergs gamle Ka
stanje i Stiftsprovstegaarden, kan skyde sine Rødder ned
gennem den haarde, tørre Overflade, ned til Grundvandet,
det gaar ikke ud og tørres hen, men skyder hvert Aar fri
ske. Blade og Blomster.