131 / 454
120
Det Dokument, vi i Dag indmurer under Grundstenen i
Hans Tavsens Kirken, slutter saaledes:
Vi bygger denne Kirke til Guds Ære.
Vi bygger den, for at Evangeliet om vor korsfæstede og
opstandne Herre og Frelser bedre maa naa ud i dette store
Sogn.
\
Vi bygger med Tak til Barmhjertighedens Fader og al
Trøsts Gud, der gav sin Menighed rige Dage under trange
Kaar i det lave Kirkehus, som vi nu skal forlade.
Ja, vi bygger til Guds Ære. Det er dog den dybeste og æd
leste Trang i Menneskehjertet: at ære Gud.
Da Patriarken Jakob havde haft sin Drøm, hvor han saa
Himlen aaben over sig og Guds Engle stige op og ned, og
hvor Gud havde talt til ham, da rejste han om Morgenen et
Alter til Guds Ære paa dette Sted, og han kaldte Stedet
Betel, det betyder Guds Hus.
Og hvor
Kristi
Menighed har bredt sig over Jorden, dér
har Kristenlivet altid givet sig Udslag ogsaa i dette, at man
søgte at ære Gud ved at rejse Gudshuse og gøre dem saa
skønne, som man evnede. Allerede Italiens Katakomber
med deres fattige Smaakapeller vidner herom. Der har uøve
de Hænder, saa godt de formaaede, udsmykket Altrene.
Og Middelalderens Kirker staar som storslaaede Monu
menter for Menighedens religiøse Liv, baade de romanske
Kirker, der ved hele Arkitekturen samler Sindet i Tilbedelse
tor Højalteret, og Gotikens vældige Katedraler, der med de
dristigt svungne Buer og de himmelstræbende Taarne løfter
Sindet opad mod Himlens Gud.
Enhver levende Bevægelse indenfor Kirken gav sig Ud
slag i, at man byggede Kirker til Guds Ære.
Den første Daad, Frans af Assisi øvede, var at bygge det
lille Kapel nede i Dalen ved Assisi større. Selv tiggede han
Stenene sammen oppe i Byen, og paa'sine spinkle Skuldre
bar han dem ned i Dalen. Saa murede han og sang til, og de
vejfarende opfordrede han til at være med at bygge Guds
Hus større.
Ogsaa vor Tid, vort Land og
vor By
har været præget af
dette: der har været dem, der vilde ære Gud ved at bygge
ham Kirkehuse.
Lad os dog holde fast ved dette midt i en Tid med megen
Vantro og Ligegyldighed: der var dog nogle, der ikke roligt
kunde se paa, at Herrens Hus forfaldt. For en Menneskeal
der siden havde vi her i Byen mange store og skønne Kirker,
Frue Kirke, Holmens Kirke og alle de ajidre gamle Kirker,
men vi havde saa at sige ingen Kirker ude paa Broerne, dér
hvor Byen voksede.
Saa tog disse troende Kvinder og Mænd fat; men det, der
nødvendigvis mest maatte ligge dem paa Sinde, var: at Evan