174 / 454
KøbenhavnsKirkesa
og Menigheden.
Nr. 16.
December.
1923.
Det frivillige Arbejdes folkekirkelige
Værdi.
R eferat a f B iskop
H. Ostenfelds
T a le
ved H jæ lpein d sam lin gen s M øde mecl Am tsrepræ sentanterne.
Der er en vis Spænding mellem det frivillige og det folke
kirkelige. Denne Spænding maa bevares saaledes, at der
kommer noget frugtbart ud deraf.
Vi har i vort Sprog 2 Ord, som egentlig før i Tiden betød
ganske det samme. Det er
K irke
og
Menighed.
Kirke, det er
det, som hører Herren til, Menighed betyder en Forsamling.
I Sprogbrugen skelner vi noget mellem de to Ord. »Kirke« er
det institutionsmæssige, det ordnede, den udførende Au
toritet ligger foroven, Initiativet udgaar fra oven. I Modsæt
ning hertil staar »Menigheden« dér ligger Initiativet demo
kratisk nede hos Menighedens Medlemmer, hos de enkelte.
Nu er Spørgsmaalet, hvad man vil foretrække, det
fo lk e
kirkelige, statskirkelige
eller det, man kan kalde det
frik irk e
lige.
Med Statskirke behøver man ikke at forbinde Tanken
om Staten, der som saadan staar i Spidsen. Det kan ogsaa
være en organiseret Kirke, hvor et Kirkeraad er det øverste.
I det statskirkelige møder vi det, der er os overleveret fra
Fædrene. Det har en ikke ringe Værdi. Kender man lidt til
Frikirken, forstaar man bedre Værdien af det folkekirkelige.
Jeg.kender ikke noget mere betagende end den Stemning,
der kan hvile over en dansk Landsbykirke. Især hvis den
ligger lidt højt, saa man kan staa i Vaabenhuset og se ud
over Egnen. Der gaar de, alle de Mennesker, der lever deres
Liv her, som arbejder og strider, og ad denne Dør gaar
de ind paa Livets Festdage — de kommer herind med deres
smaa Børn, Brudgom og Brud følges herind, alle Højtids
dagene oplever de her. Og udenom ligger Slægterne, alle
dem, der har arbejdet og kæmpet Livets Strid de sidste tu
sinde Aar — det er den samme Strid, de har haft, nu ligger
de dér i Læ af Kirkens Mure. Man faar det stærke Indtryk
af, at det er vore Fædres Kirke. Man skal ikke agte det for
ringe.