177 / 454
160
Der udkom for nogle Aar siden en tysk Bog om Barm
hjertighedsarbejdet. Det var interessant at følge Gangen i
den. Man saa, hvordan det gik\ Hver Gang der brød en ny
Bevægelse frem, saa var det det private Initiativ, der havde
taget fat; men saa gled det nye over i det officielle. Offent
lighedens Forpligtelse blev anerkendt, Samfundets Samvit
tighed paa et enkelt Punkt vakt. Det var stadig glidende
Linier fra det frivillige til det institutionsmæssige. Man skal
søge at linde uopdyrkede Steder, hvor det frivillige Arbejde
kan tage fat, den Mark er saa vid, der vil altid være Steder
nok at (inde. Saadan ogsaa med det kirkelige Arbejde her
inde; det skal begynde med det frie og saa gaa i Pagt med
det folkekirkelige. Og spørges der: Taber man saa ikke
Kraften? vil jeg svare: Erfaringen viser netop, at Kraften
kommer stærkere frem under denne Forbindelse mellem det
frie og det folkekirkelige.
Der var en Stiftsprovst, som nu er død; han sagde en
gang: Det er forfærdeligt, der bygger de alle de Kirker, de
kan jo ikke vedligeholde dem. Dertil svarede Kirkefondets
Kasserer: Jo, vi kan nok; maaske kunde vi ikke, hvis det
var Frelsers Taarn der var Tale om. Jeg har ogsaa Re
spekt for Taarne. Fra mit Vindue har jeg de sidste Maa-
neder set et Stillads bygges op om Frue Kirkes Taarn. Man
siger, at alene Stilladset koster 30,000 Kr. Nej, det monu
mentale kan det frie Arbejde ikke bære. — Paa vort Be
styrelsesmøde forhandlede vi vor Stilling til Grundtvigs Kir
ken og om vi kunde give Tilskud til den. Ja, det svnes jeg
gerne, vi kan; men besidde den med Vedligeholdelsespligt
og det hele — nej, det vilde overstige vore Kræfter.
— Mister nu det frivillige Arbejde ikke ved at gaa i Pagt
med det folkekirkelige? Det folkekirkelige vinder, fordi
det frivillige bliver dets onde Samvittighed. Men det frivillige
lider heller ikke ved denne Pagt, det faar en god Arbejds
plads, vi staar midt iblandt dem, vi skal arbejde iblandt. Vi
skal ikke komme udefra eller ovenfra, men midt ned iblandt
dem og tilføre nye Kræfter og Tilskyndelser.
Jeg tror, at Gud har villet have begge Dele med, saa-
ledes at det folkekirkelige bliver Rammen, indenfor hvilken
vi skal arbejde, sætte vor Personlighed ind i det Arbejde og
altid huske at sætte Guds Rige som det første.
Gud give, at ogsaa dette Stød fremad maa blive til Vel
signelse, maa føre til, at vi kan naa Balancen i Kirkesagens
Arbejde. Vi bliver ikke færdige med Kirkesagen, det troede
vi engang, men det er længe siden. Lykkes det os at naa
Balancen, saa vil Københavns Menigheder selv kunne klare
sig. Men i Øjeblikket kniber det for os, og derfor kommer
vi og beder Menigheden ude paa Landet om Hjælp. De maa
ikke opfatte det saadan, at vi skal have det let og De svært