175 / 454
158
Naturligvis véd jeg udmærket godt, at bliver dette ikke
en peronlig Værdi, kan det ikke bære oppe i Livet; men man
maa ikke overse den Betydning, det har, at vi har arvet en
Kirke fra vore Fædre.
Jeg kender godt den Følelse, man kan have overfor den
organiserede Kirke, hvad enten det nu er et Kirkeraad eller
et Ministerium, der sidder øverst; det kan blive saa trangt
tor Brystet, man synes ikke rigtig, man kan røre sig. Det er
gaaet mange, som det er gaaet mig. Jeg følte en uhyre stærk
Dragelse mod det frikirkelige. Man synes, det stemmer gan
ske anderledes med Kristi Menigheds Væsen, at ikke alting
er udformet paa enhver Maade, saa man føler Faren for, at
det skal stivne i Formerne.
Jeg husker fra mine yngre Dage, at der var en Forhand
ling i Landstinget, hvor Kirkesagen vist for første Gang var
paa Tapetet. Der fremkom det Spørgsmaal: Kan en Stats
kirke agitere? Det blev sagt i en spydig Tone. Lad os forme
Spørgsmaalet saaledes: Kan en Statskirke strække sig ud
over de fastsatte Former?
Man har en Dragelse mod Frikirken, man ønsker ikke de
snærende Baand; men for mig blev Resultatet alligevel det-,
te: vi maa ikke kaste Vrag paa de Værdier, der ligger i det
folkekirkelige. De, der har levet i Amerika, vil maaske
bedre forstaa dette; derovre ejer Kirken intet af det, der
er overleveret os af Fædrene. Og man føler det derovre —
der kan gaa Ild i Straa og Tjørn, det kan lue stærkt, men
det brænder ikke igennem. Og tænker vi paa den anden Side
paa den metodistiske Vækkelse i England, saa ser vi, at
Metodisterne gjorde det store Arbejde paa Baggrund af, at
den engelske Kirke igennem Aar — maaske i stor Skrøbelig
hed, men netop gennem de mange Aar — havde gjort et
Arbejde, paa Basis af hvilket Metodismen kunde udrette det,
den gjorde. En Vækkelse dér, hvor denne Baggrund savnes,
vil sikkert aldrig gaa i Dybden paa den Maade.
Er der nu noget andet at vælge imellem, end enten det
frikirkelige eller det folkekirkelige? Jeg tror, at der findes
en Mellemvej. Jeg tror, der kan ske et Samvirke mellem
det folkekirkelige og det frie Initiativ. Jeg tror, at en saadan
Kombination er nødvendig, er en Betingelse for det aande-
lige Liv.
Det er jo rigtigt, at det statskirkelige har Tilbøjelighed
til at gaa op i det, der er, blive staaende. Der ligger den
samme bare deri, som hvis et Menneske er ved at blive
tilfreds, det er det samme som Tilbagegang. Missionssindet
maa aldrig fortage sig. Hver ny Slægt skal have tilbudt
Jesu Evangelium paa sin egen Maade — nyt og friskt, og
saadan, at Alvoren mærkes. Jeg tror, det sker paa den rigeste
og bedste Maade, naar vi kan holde fast paa de to Ting: