KøbenhavnsKirkesag

2 0 0

med een Plan om 20 Kirker end med 20 Planer hver om

een Kirke. Saa er det netop de 20 Kirker, netop det at kom

me igennem, som gør, at saa mange har faaet Tro til Pla

nen, og at de 5 Aar saa forholdsvis sjældent har skræmmet

Folk. Og sidste Trin bliver saa atter og atter Glæden ved

Arbejdet. Der kunde nævnes mange Eksempler. Jeg tæn

ker paa een, en Præst: første Gang, jeg fortalte ham om

Sagen, sagde han: »at De gider!« men nu var han kommen

med, saa hans meget store Landsogn havde tegnet henimod

3 Gange det »skyldige« Beløb. Eller en anden: jeg kom

tøflende og snuppede ham ud fra en Skoleeksamen. Han

hørte paa mig og sagde ja til at gaa med i Amtsudvalget,

maaske halvvejs, fordi der daarlig var Tid til at sige nej.

Han kom saa ind til det første Udvalgsmøde for at træde ud

af det hele, blev i Stedet modstræbende gjort til Formand

og skriver nu, at han er ked af ikke at have haft Tid til at

ofre Sagen mere Kraft, »men jeg er taknemlig for, hvad jeg

har faaet Lov at være Medarbejder i, og ønsker af Hjertet

Guds Velsignelse over denne Sag, hvis Gennemførelse jeg tror

vil lykkes til Guds Ære.«

Og endelig er

Retningsspørgsmaalet blevet mere og mere

tilbagetrædende,

jo længere Arbejdet er skredet frem. I Be

gyndelsen havde jeg Indtryk af at være ude i en Ægge

dans — i den sidste Tid mærkedes det hele saa lidt. Og for

den, som har Kærlighed og Tro til Sagen, er det jo ganske

naturligt, at Tanken om at faa det kirkelige Arbejde i Kø

benhavn i forsvarlige Former, kan virke stærkere end Ret

ningslinjer — hvor kraftige disse end kan være. Og gen

tagne Gange har jeg mødt det sunde Syn, at selv om Folk

personligt kunde ønske et andet aandeligt Præg over meget

af Arbejdet, saa bygges Kirkerne ikke for i Dag og i Morgen,

men for Aarliundreder, og der, hvor i Fremtiden den aande-

lige Kraft findes, derfra vil i kommende Tider Indflydelsen

ogsaa paa disse Kirkers Menighedsliv komme med aandelig

Nødvendighed. Da jeg begyndte paa denne Sag, var det mit

Haab, at den maatte kunne samle Folk af forskelligt aande

ligt Præg; som den skrider frem, synes jeg, det er Virke

lighed, naar Gunner Engberg kalder den »Tidens største

Fællesarbejde«.

4. MAALET.

Vi har Grund til at være inderlig taknemlige, som det

hele er gaaet. Men skal vi naa igennem, maa vi være klare

Kirkefondssogne, som har faaet deres Kirke bygget, viser den Re

signation i disse Aar ikke at sende Opraab ud over Landet om deres

Særopgaver. Skulde det ske, at der alligevel kommer saadanne, har

man jo altid den Universaludvej, som hedder Papirkurven.

H.-L.