317 / 454
Hjælp at finde for Mennesker til at leve det vanskelige
Liv og til engang at dø den vanskelige Død. — Biskoppen
sluttede med et fornyet Ønske om, at her altid maatte
være Lydighed mod Herrens Kaldelse, at Menighedens Sind
maatte være delte: Tal, Herre, din Tjener hører — og med
disse Ord og Ønsket om Guds Velsignelse over Kirkehuset,
der skal bygges, nedlagde Biskoppen den første Sten i Fa
derens, Sønnens og Helligaandens Navn.
Efter andet Vers af 317 nedlagde Professor
Harald
Westergaard
en Sten, idet han udtalte Ordene: »Saligt er
det Menneske, hvis Styrke er i Gud, og hvis Hu staar til
de banede Veje« (Ps. 84, 6).
Og efter det tredie Vers talte Manufakturhandler
Skjold-
jensen :
»Jeg agter ikke at vide noget iblandt eder uden
Jesus Kristus og ham korsfæstet« (1. Kor. 2, 2).
Saaledes skrev Apostelen Paulus til Menigheden i Ko-
rinth. Paulus vidste, hvad et Menneskehjerte, en Menneske
sjæl dybest trængte til.
Da Paulus var bleven bøjet i Støvet for den levende
Gud, havde haft sit Møde med den korsfæstede og op
standne Frelser, der var korsfæstet og død ogsaa for hans
Synd, da kunde Paulus ikke andet end forkynde Jesus
Kristus og ham korsfæstet. Ved den Forkyndelse kom Men
nesker til Troen og fandt Fred med Gud, ved den Forkyn
delse voksede Guds Menighed, og de enkelte levede det van
skelige Liv og døde den svære Død, med Guds Fred og Glæde
og Kraft i deres Hjerter. Menneskehjertet er uroligt og finder
ikke Hvile, førend det hviler i Gud. Saadan var Hjerterne
paa Paulus’ Tid, har været gennem Tiderne, er den Dag i
Dag og vil være, saa længe Jorden staar. Derfor er det Sa
muels Menigheds Ønske og Bøn, at Jesus Kristus og ham
korsfæstet maa være Midtpunktet i den Forkyndelse, der
gennem Tiderne skal lyde i Samuels Kirke, saa sandt det
er den eneste Forkyndelse, ved hvilken Mennesker kan finde
Fred og Frelse, Glæde, Kraft og Sejr.
Med disse Ord lagde Hr. Skoldjensen en Sten, og vi sang
det fjerde Vers. En sidste Sten blev lagt af Pastor
Bjerre-
gaard,
idet følgende Ord blev talt:
»Der er ingen Klippe som vor Gud« (1. Sam. 2, 2). Saa
ledes lovsynger Hanna, Samuels Moder, Herren, da hun
bringer Drengen til Helligdommen i Silo. Det var Hannas
Erfaring, det var de gamle frommes Erfaring: »Der er
ingen Klippe som vor Gud.« — Vor Tids største Ulykke er,
at Troen paa Gud er blegnet hos saa mange. Der er Fore
stillinger om en Gud, der er Længsler efter ham, man ikke
kender, men Hannas levende Tro mangler saa ofte.
Naar vi i Dag lægger Grund til Samuels Kirke, da skal
det være med Ønske og Bøn om, at det Guds Hus, som
292