Previous Page  323 / 454 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 323 / 454 Next Page
Page Background

298

den til, at der følger Skuffelse ovenpaa saa mange Planer,

som man har fattet i god Mening, efter bedste Overvejelse,

men som man ikke har spurgt Herren om først. Som det er

ham, der maa lægge Velsignelse i, for at det skal blive til

noget, saa maa han ogsaa styre og raade og angive Tids­

punktet: nu er det Tid til at gaa ud.

Og saa maa Disciplene se paa, hvad der er for Haan­

den, om det end synes smaat for deres Øjne, og de fristes

til at komme med Spørgsmaalet: hvad er det til saa mange?

Det er Herrens Skik at arbejde med det, som er for Haan­

den, glæde sig over det, takke for det og velsigne det. Og

saa Haand paa Værket, om man end ikke kan se hele

Maalet, men kun et lille Stykke af Vejen. Og da skal man

gaa ud med det, som man har faaet af Herren, thi naar man

har faaet det af ham, saa er der ganske anderledes Forslag

i det, end naar vi gaar paa egen Haand.

Og nu ønsker vi dem til Lykke og Velsignelse, som her

har faaet sig et nyt Kirkehus. Lad være, at nogle synes,

at det er ringe, det er dog Eders, og det er betroet Eder af

Gud. Jeg har egentlig altid fundet mig godt til Rette i de

smaa Kirkehuse, og naar vi nu om nogle Dage skal høre

om ham, der fødtes i en Stald og lagdes i et Krybberum, saa

tror vi, at hans Gerning godt kan øves i det lille Kirkehus.

Og saa vil han, som selv véd, hvad han vil gøre, være med

Gerningen, naar den øves i Lydighed, og han vil i sin Time

og paa sin Maade, naar Trangen er der, give Plads til flere.

Og saa give Gud Lykke til, at her maa samles en Menighed

og her maa staa Præster, som kender Herren under det Navn:

Han véd selv, hvad han vil gøre, som ikke vil løbe foran

ham eller give ham Raad, men vil staa under hans Ledelse,

agte paa hans Vink og saa gaa, naar han siger: gaa, være

Tjenere i Ordets fulde Eetydning. Da skal de ogsaa opleve

den store Glæde, som de tro Tjenere oplevede, som gik med

de fulde Kurve ud til de sultne, at det blev nok til dem

alle, at det, som de gik med, kunde mætte, og at det er

den største Glæde, som kan times et Menneske, at blive sendt

af Herren at give Mennesker det, som de trænger til for at

kunne leve. Amen.

Personskifter ved Kirkefondets Kirker

i 1924.

Præster:

Kaldskapellan ved Absalons Kirke Johs. Brus

til Sognepræst for Grene. Missionær i Kina A. Oksbjerg til

Kaldskapellan ved Absalons Kirke. Kaldskapellan ved Beth-

lehems Kirke Niels Emil Jessen til Sømandspræst i Ham